Hvilshøj

Langballe: Jeg vil blæse på UNHCR

Foto: Hen­ning Bag­ger/Scan­piX

Foto: Hen­ning Bag­ger/Scan­piX

KØBENHAVN:Ifølge Dansk Folkepartis Jesper Langballe er det uinteressant, at FN’s Flygtningehøjkommissariat nu blander sig i sagen om den 15-årige Rams fra Sri Lanka, der er blevet udvist af Danmark. - Jeg vil blæse på deres vurdering. De har selvfølgelig ret til at komme med deres mening, men det er jo ikke oraklet fra Delfi, der taler. Det her er altså en dansk sag, og derfor har UNHCR ikke noget som helst at skulle have sagt, siger han til Ritzau. FN’s Flygtningehøjkommissariat har i et brev til det danske integrationsministerium peget på, at det område, som den udviste dreng kommer fra, er så uroligt, at ingen tamiler bør sendes tilbage på nuværende tidspunkt. Men det har ifølge Langballe ikke noget med sagen at gøre. - Det er noget snak. Både ifølge loven og ifølge konventionerne er det sådan, at man skal være personligt forfulgt for at være asylberettiget. Derfor holder UNHCR’s argument om, at området er uroligt, ikke, for det er ikke det, der står i loven, siger han. Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) ville lørdag ikke kommentere indholdet af brevet fra Flygtningehøjkommissariatet, som hun har videregivet til Flygtningenævnet. Omkring den konkrete sag, siger ministeren til Ritzau: - Jeg bliver ligesom andre berørt af beretninger om ulykkelige menneskeskæbner. Men som minister kan jeg ikke gå ud og kommentere enkeltsager, der rummer personfølsomme oplysninger.ritzau/