Langballe trodser Pia

KØBENHAVN:Det kan godt være, at DF's formand, Pia Kjærsgaard, mener, hun har sat partifællen Jesper Langballe på plads. Men Jesper Langballe har ikke tænkt sig at stoppe eller trække sine anklager tilbage om, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel. - De må have deres mening, og jeg har min, og den fortsætter jeg selvfølgelig med at skrive. Det er klart, siger Jesper Langballe til TV 2 News. Han vil ikke nærmere fortælle, hvordan han vil reagere på kritikken fra partiformanden, der vil lukke ned for sagen. Men ifølge Langballe har han endnu ikke talt med Pia Kjærsgaard. - Vi har haft nogle få linjers mailkorrespondance. Og det vil jeg ikke udtale mig om, før jeg har talt med Pia Kjærsgaard, siger han. - Vi skal ikke fortie de forfærdelige problemer, der er med den religion, der hedder islam, fortsætter han. I Jesper Langballes debatindlæg forsvarer han den udskældte formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, som har sagt, at muslimer "voldtager deres egne børn". Langballe går skridtet videre og siger, at muslimske fædre "nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab), og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt."/ritzau/