Udland

Lange domme til Absalon-pirater

Fire somaliske pirater, der blev pågrebet af det danske flådefartøj Absalon, får mellem 14 og 21 års fængsel.

Lange domme til Absalon-pirater

Tre somaliske pirater er idømt 21 års fængsel og en fjerde fik 14 års fængsel, da der mandag faldt dom over dem ved en domstol i Seychellerne.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

De fire pirater betegnes som en del af "den hårde kerne" i en gruppe på i alt 25 pirater, som blev tilbageholdt af flådefartøjet Absalon den 7. januar i år.

Det lykkedes Danmark at få de fire af piraterne retsforfulgt på Seychellerne, mens yderligere fire blev sendt til Kenya.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) erklærer sig meget tilfreds med mandagens dom på Seychellerne.

- Dermed har vi endnu en gang vist, at Danmarks indsats ved Afrikas Horn virker og gør en væsentlig forskel, og at det faktisk lykkes at få dømt pirater, når beviserne er til det, siger Villy Søvndal.

14 pakistanske og iranske gidsler blev sat fri under aktionen i januar.

Piraterne havde i to måneder holdt iranerne og pakistanerne som gidsler om bord på deres eget fiskeskib og brugt det som et moderskib i jagten på nye ofre.

Otte af de 25 pirater, som blev pågrebet under aktionen, blev sendt videre til retsforfølgelse i Kenya og på Seychellerne, mens de resterende 17 blev sat i land på den somaliske kyst.

Der er endnu ikke afsagt dom over de fire formodede pirater, der er overgivet til retsforfølgelse i Kenya.

Danmark har på skift haft krigsskibene Absalon og Esbern Snare i Adenbugten som led i den internationale kamp mod de somaliske pirater.

De seneste tal fra FN viser, at 1179 pirater lige nu sidder fængslet i 21 lande verden over.

De danske flådefartøjer har indtil nu skredet ind over for mere end 250 pirater, hvoraf de 41 er overdraget til retsforfølgelse, og man har befriet 78 gidsler, oplyser Udenrigsministeriet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.