Tyverier

Langfingrede er tilbage fra ferie

Tyveknægtene i Hjørring Politikreds har tilsyneladende holdt en forlænget vinterferie i år. Årets første fire måneder var meget stille på det område, men nu er freden forbi og Hjørring Politi får igen dagligt anmeldelser om en håndfuld tyverier og indbrud.

Fra mandag eftermiddag til tirsdag eftermiddag fik politiet seks sådanne anmeldelser, og et par af tilfældende var ualmindeligt frække. Hedebo Caravancenter fik stjålet en hel tyve fods container indeholdende forskelligt værktøj. Tyvene er med andre ord kommet kørende med lastbil og kran og har fjernet containeren. Og det endda i fuldt dagslys, idet tyveriet er sket søndag eftermiddag. De tyve, der søndag eftermiddag eller mandag brød ind i et sommerhus på Hune Torp Klitvej, må også have været kørende i en lastbil. De kom ind i sommerhuset ved at knuse en rude, og stjal størsteparten af indboet: Vaskemaskine, tørretumbler, køleskab, opvaskemaskine, ovn, spisebord med 10 stole, en læder-sofagruppe, tv, radio, billeder, porcellæn og køkkenudstyr. Politiet har også fået anmeldelser om ubudne og langfingrede gæster i en villa på Serritslevvej i Jerslev, i en landejendom på Tolnevej, på EUC Nord, og i et udhus i Hørmested.