Tyverier

Langfingrede sommergæster

Tre tyve taget på næsten fersk gerning i Øster Hurup-sommerhus

ØSTER HURUP: Politiet ramte rigtigt i tre ud af fem tilfælde, da de tirsdag aften arresterede fem unge mænd, der var mistænkt for at have begået indbrud i et sommerhus i Øster Hurup. De fem 18-20 årige unge blev arresteret i et andet sommerhus i Øster Hurup, hvor de var på ferie fra Randers-området. De blev ifølge politiet "alle indtransporteret til politigården for overnatning", da der ifølge kriminalinspektør Verner Holm, Hobro Politi, var lidt usikkerhed om, hvem der havde gjort hvad. I forbindelse med onsdagens afhøringer erkendte tre af de unge så, at det var dem, der havde stjålet blandt andet en playstation, en mobiltelefon og kontanter i et sommerhus på Sitkavænget, hvor de havde været på lovligt besøg aftenen forinden. Det besøg var årsagen til, at mistanken hurtigt blev rettet imod de fem, da politiet tirsdag ved halv-nitiden blev kaldt til sommerhuset, hvor der kort forinden havde været indbrud. En god time senere havde politiet anholdt de mistænkte, som alle blev løsladt efter afhøringerne på politistationen i Hobro.