Langrendsski revet væk

Nordjyderne er vilde med at stå på langrendsski - i Nordjylland. Og i sportsforretningerne er langrendsskiene for længst udsolgt.

Hjørring 25. februar 2011 23:22

Både denne og sidste vinter er der blevet langet mange flere langrendsski over disken i landets sportsforretninger end normalt. Med hvide vintre er langrend nemlig blevet en populær sportsgren herhjemme. - Vi har solgt langt flere langrendsski end i tidligere sæsoner - helt op til 10 gange flere, fortæller skiekspert Kim Reinholdt fra SportsMann i Hjørring. - De sidste par års vintre har skabt en helt ny interesse for skisport, også i Danmark. Udsolgt i hele landet Billedet er det samme i resten af landet. Det betyder, at der lige nu er mangel på langrendsski i hele landet. Det oplyser både Intersportkæden og SportsManns moderselskab, Sport Danmark, som også ejer Sportsmaster. - Vi har ikke mange langrendsski tilbage på lager og vi har ikke længere alle størrelser, tilføjer Kim Reinholdt i Hjørring. Har ikke turdet satse på sne Selvom salgstallet er højt, så kunne det sagtens være højere, hvis ikke sportsforretningerne var løbet tør for langrendsski. Det mener både Kim Reinholdt fra SportsMann og konkurrenten i Intersport. - Vi kunne have solgt mange flere. Men vi turde ikke satse på, at vi kunne sælge så mange par, for vi troede ikke, at vi igen i år ville få så meget sne, siger Michael Kristensen fra Intersport i Hjørring. - Langrendsski bliver udsolgt hurtigt, fordi der ikke er nogen grossister, der har råd til at have mange liggende på lageret og butikkerne ikke kan gamble med en vare, som der kan gå 10 år i mellem, at man kan sælge, lyder det fra direktør Hans Peter Rasmussen fra Sport Danmark. Flere snevintre på vej Men sportsforretninger kan godt begynde at satse på de hvide vintre, vurderer klimaeksperter. - Der er en øget sandsynlighed for kolde vintre i Danmark i den nærmeste fremtid, men man kan ikke bruge forskningen som en prognose for, at vi f.eks. allerede næste år får en vinter, som den vi har haft de sidste par år, siger seniorforsker Martin Stendel fra DMI. - Jeg tror faktisk, vi på baggrund af den nyeste forskning, vil begynde at satse lidt mere på langrendsski, siger Hans Peter Rasmussen fra Sport Danmark.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...