Langt færre danske soldater såres i Afghanistan
Antallet af danske soldater, der bliver såret i Afghanistan, er faldet markant, viser tal fra Forsvaret.
Langt færre danske soldater såres i Afghanistan
Antallet af danske soldater, der bliver såret i tjeneste i Afghanistan, falder markant. Det viser en opgørelse, som Forsvarets Personeltjeneste har lavet for Ritzau.
Opgørelsen viser, at i alt fire danske soldater fra det senest udsendte hold, blev såret i tjeneste fra august sidste år og frem til februar i år. Herudover blev en soldat dræbt.
Til sammenligning blev 20 soldater fra det forrige hold - Hold 13 - såret i Afghanistan, mens 25 blev registreret såret for et år siden.
Om faldet i antallet af sårede siger formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), Flemming Vinter:
- Det handler i al væsentlighed om, at operationsmønstret er blevet ændret. Der er jo en kampenhed mindre dernede, så der er simpelthen færre af vores folk på jorden, siger han.
- Og de danske soldater har jo i årevis arbejdet hen imod dels at samarbejde tættere med afghanske enheder, og dels at overdrage opgaver til afghanerne, hvor vi i højere grad holder os i baggrunden, siger han.
Hos Hærens Operative Kommando (HOK) hæfter man sig også ved betydningen af afghanernes evne til at overtage opgaverne ude i felten.
- Det går rigtig stærkt lige nu med, at afghanerne selv overtager opgaverne dernede. Det går meget stærkere, end vi troede, det ville gå, for bare få måneder siden, siger oberstløjtnant i HOK, Jens Riis.
Opgørelsen viser desuden, at 373 soldater er blevet hjemsendt fra tjeneste siden august 2007 og frem til i dag.
Den hyppigste årsag til hjemsendelserne er angivet som "sociale årsager", der står for 119 hjemsendelser. Derudover er soldater i 75 tilfælde blevet hjemsendt på grund af "psykiske årsager".
Det hårdest ramte hold udsendte soldater var Hold 9, der gjorde tjeneste i Afghanistan fra februar til august 2010. Her blev 61 soldater såret, heraf 17 alvorligt.
I alt har 43 danskere mistet livet i Afghanistan. De 37 er dræbt i kamphandlinger. I slutningen af 2014 vil det efter planen være slut med danske kamptropper i Afghanistan.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.