EMNER

Langt flere hænder

Problemer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i den offentlige sektor ligger som en tikkende bombe under det danske velfærdssamfund.

På rekrutteringsområdet viser seneste tal et markant fald i antal kvote-to-ansøgere til lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen, og i dag er det en daglig kamp for mange uddannelsesinstitutioner at få de ledige studiepladser besat. På fastholdelsesområdet er det almindelig kendt, at f.eks. lærere, pædagoger og sygeplejersker gerne vil trække sig tilbage før det fyldte 62. år. Alene inden for sygeplejen viser en fremskrivning af de sygeplejersker, der mangler i dag (2400) kombineret med de mange som vil stoppe før det fyldte 62. år, at der vil mangle næsten 7000 sygeplejersker i 2015. Det er alarmerende tal, som kan få ganske uoverskuelige konsekvenser. Problemstillingen imidlertid ikke af nyere dato. VK har haft tiden siden 2001 til at rette op på situationen. Men hvad er sket? Borgerlig liberal politik har gennem årene blot medført en underminering i den offentligt ansattes anseelse. Denne katastrofale udvikling må vendes, og jeg er ikke i tvivl om strategien: Den prestige, der tidligere var i at være uddannet og arbejde i det offentlige, skal genetableres. Strategien hviler på værdier om, at vi alle her i Danmark har lige ret til en tryg alderdom, til at blive behandlet, når vi bliver syge, til et uddannelsessystem i verdensklasse og til at vokse op i gode vuggestuer og børnehaver. Strategien lader sig udmønte i handling gennem forskellige tiltag. I særdeleshed vil jeg fremhæve, at regeltyranni og miskreditering af opgaveløsningen i det offentlige må ophøre, herunder skal det private alternativ ikke underminere den offentlige velfærd. I stedet skal fokus rettes mod fortællinger om de mange succesfulde, offentlige velfærdsydelser fra dagligdagen. Desværre frygter jeg, at hverken kvalitetsreform eller jobplan løser problemer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Kun hver sjette af de få kroner, der er afsat til kvalitetsreformen, handler om at løfte kvaliteten. Og de få tusinde, der måske vil komme i job på det samlede arbejdsmarked som følge af jobplanen, forslår som en skrædder et vist sted. Som sådan fremstår den stort opreklamerede reform og pakke alt for uambitiøs, kortsigtet og økonomifattig; et synspunkt, jeg i øvrigt deler med en række af landets økonomer. Jeg efterlyser således en handlekraftig regering, der på seriøs, ambitiøs og strategisk vis kommer med svar på, hvad det egentlig er, den vil gøre ved den skrigende mangel på arbejdskraft i det offentlige, og hvordan den vil udmønte denne strategi i handling.