EMNER

Langt fra diplomatisk

At blive ambassadør for USA kræver ikke nødvendigvis diplomatiske evner, beherskelse af fremmede sprog eller forståelse for de ofte komplekse forbindelser mellem selvstændige nationer. Nogle gange rækker det med en solid pengetank og gode forbindelser til en nyvalgt præsident. I USA bliver ambassadører og mange andre embedsmænd i de øverste rangklasser nemlig skiftet ud, hver gang en ny præsident indtager Det Hvide Hus. Ofte vil de nyudnævnte være i stand til at varetage deres stillinger på bedste vis, men også åbenlyse fusere kan hente sig en titel som ambassadør i et varmt og fjernt land. Sådan skal vi også gøre i Danmark. Det mener i hvert fald Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen og hans kollega i regeringspartiet Venstre, Søren Pind: Lad os skifte hele bundtet af ambassadører, hver gang vi skifter regering, foreslår de to i duet. Forslaget er både dårligt og dumt. Dårligt, fordi danske ambassadører repræsenterer landet og ikke regeringen. Danmark råder over et yderst velfungerende korps af diplomater, der professionelt og loyalt rådgiver den til enhver tid siddende regering og hjælper danskere i fremmede lande. Forslaget er dumt, fordi det demonstrerer endnu et højst uheldigt tilfælde af den magtsyge og vi-alene-vide-og-bestemme-mentalitet, der efter syv år med solidt flertal bliver stadig mere almindelig. Søren Pind har før ladet forstå, at han ikke ser noget galt i en tættere sammenknytning mellem regeringsparti og statsapparat – han har tydeligvis ikke stor forståelse for værdien af uafhængige embedsmænd. Forslaget om politisk udnævnte ambassadører er udsprunget af den i Søren og Sørens øjne formastelige kendsgerning, at flere pensionerede diplomater har brugt deres ytringsfrihed til at kritisere regeringens udenrigspolitik. Måske skulle de have tænkt lidt længere: Får de deres vilje, vil et par hurtige regeringsskift betyde et helt regiment af gamle ambassadører, der kan komme enhver regering på tværs.