Langt fra Korch til Kølby

Landsby frygter fremtiden, hvis der ikke åbnes for mere erhverv

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nørregårdsvej har ikke været asfalteret siden 1970, men en Nimbus fra 1954 forcerer det ujævne terræn: Muslinge-skipper Jens Lund Holm, formanden for Kølby og Omegns Borgerforening, Lars Andersen, og Kølbyborger fra fødslen, ”Slagter-Per” med det borgerlige navn Per Rask.

KØLBY:New York er større end København, hovedstaden er større end Aalborg, der er større end Farstrup, og Farstrup er med sine omkring 900 indbyggere rundt regnet tre gange større end den vestlige forpost og nabo, Kølby, 35 kilometer fra Aalborg. - Selv om de er flest i Farstrup, har de ikke nødvendigvis altid ret. Det er vel en af grundene til, at vi ikke slår borgerforeningerne sammen, funderer formanden for Kølby og Omegns Borgerforening med potentielt 100 husstande på medlemslisten, Lars Andersen. Der er endnu ikke fundet olie i den ofte idylliske landsby med nogle af de laveste huspriser i Det nye Aalborg. Muntre sjæle foreslår, at den dag, det måtte ske, skal landsbyen skifte navn til ”Colby” som i tv-serien ”Dollars” om en stenrig oliefamilie. - Det kniber lidt med, at få børnefamilier til at slå sig ned her i byen. - Til gengæld går det dog åbenbart fint med forplantningen ude i Bollerup, der jo er en del af Kølbys opland, registrerer Lars Andersen. Den 71-årige Per Rask med tilnavnet ”Slagter-Per” har boet i Kølby hele sit liv. Akkurat som sin søster og to ældre brødre. - Der er langt fra Morten Korch til Kølby. Det bliver aldrig, som det var engang, spår Slagter-Per på stam-bænken i sin velpassede have, hvor høns lever et mere rummeligt og friere liv end de fleste artsfæller. Han arbejdede i adskillige år på sin fars nu forlængst nedlagte cementstøberi med adresse i Kølby. Landsbyen har også rummet to købmandsbutikker på samme tid, en skole, en slagter, et posthus, en bager, en smed, en frisør delt op to for herre og damer... - Nu er det hele væk, selv om der bor ligeså mange som dengang. Men vi har da postkassen, købmanden i Farstrup et par kilometer borte, der er flink til at bringe varer ud, og rutebilen kører fortsat gennem byen. - Jeg tror ikke 50eren bliver ved med det. Det tror jeg ikke, spår borgerformand Lars Andersen. Han efterlyser mere erhverv, bedre muligheder for udfoldelser. - Kommunen siger måske ja til et bette firma med to ansatte, men er der tale om en større produktion og flere arbejdspladser er svaret et rungende NEJ. - Men det er kommunen vel ikke alene om, at bestemme. Muslinge-skipper Jens Lund Holm rykkede til Kølby fra Lundby tre kilometer borte for 40 år siden, men bliver fortsat regnet for at være tilflytter. - Får vi ikke lov til at udvikle os, dør landsbyen ligeså langsomt. Lovgivningen skal laves om. Slagter-Per nærer et stort håb om, at landsbyen omsider får et gadekær, ”den kan være bekendt”. - Rokkedals placerede jo endnu et hønsehus i det gamle kær, og den branddam, der er tilbage, kan ikke en gang levere nok vand. Som i ”Dollars” har Kølby sin egen føljeton med nok sprængstof til at fylde sendefladen uge efter uge. Den handler om stor-kyllingefarmerne brødrene Rokkedal og forholdet til landsbyens øvrige borgere. Produktionen blev grundlagt af Nibe Kommunes første borgmester, Egon Rokkedal, og Rokkedals ejer stort set al landbrugsjord rundt om Kølby. - Går vinden i nord lugter gyllebeholderen deroppe ret kraftigt her i min have, konstaterer Slagter-Per. Borgerformand Lars Andersen maner dog til ro. - Det tjener ikke noget formål, at genoplive den gamle strid. Og noget af den handler om misundelse, om at se skævt til folk, der tjener en skilling mere end de fleste. - Er der noget, vi ikke kan leve af herude, så er det misundelse. Byen er ikke helt blottet for erhverv. Kølby Savværk beskæftiger en enkelt - direktøren selv - og Kølby Bygningsindustri lagde grunden til nu krakkede EM Møbler i Farstrup, og har fortsat adresse i Kølby. På det rekreative og sociale område fylder Lergraven i Kølby meget i bevidstheden. Den oprindelige losseplads blev midt i 50erne omdannet til et stort, grønt område, der huser de årlige byfester, og byder på legeplads året rundt. Under disse optagelser dukker en anden grav op - Sandgraven - der skal huse Kølbys første traktortræk. Op mod 40 er tilmeldt i seks vægtklasser, og arrangør borgerforeningen med Lars Andersen og Jens Lun Holm i spidsen for 30 frivillige har rejst et 150 kvadratmeter stort telt, og fem store lysmaster solidt plantet i beton. - Vi investerer op mod 20.000 kroner, og håber på pæn omsætning i baren. Et par hundrede tilskuere, så er den nok hjemme.

Forsiden