Danmark

Langt fra raketvenlig nytårsaften: Blæst og regn på vej

DMI advarer om isslag fredag, men derefter bliver årets sidste dage grå, våde og blæsende.

Langt fra raketvenlig nytårsaften: Blæst og regn på vej

Selvom nytårsaften bliver lun for årstiden, kan mange nytårsgæster måske blive fristet til blive indendørs og nyde champagne og kransekage i stedet for at gå uden for og skyde nytårskrudt af.

For det gode raketvejr udebliver mandag, og i stedet byder nytårsmenuen på blæst, regn og skyer, melder DMI.

- Det bliver ikke særligt spændende at sende raketter af sted. Raketterne blæser væk, nogle gange kan skyerne endda ligge så lavt, så raketterne bare løber om i skyerne og så vil det småregne, siger vagtchef ved DMI Henning Gisselø.

Til gengæld bliver det lunt med temperaturer et sted mellem fem og otte graders varme.

Årets sidste dage bliver generelt lune. Kun fredag ligger temperaturen fra morgenstunden omkring frysepunktet.

- Det bliver en flot dag med solskin til alle på et eller andet tidspunkt, lyder det fra den vagthavende meteorolog.

Men så slår vejret om fra vest:

- I løbet af eftermiddagen begynder der at komme flere skyer, og i løbet af aftenen kommer der en del nedbør, der ender som regn. Men indtil da kan det både falde som sne, slud og isslag, siger han.

- Det er et omslag til mildt vejr, der varer året ud, tilføjer han.

Han advarer om, at isslaget kan give meget glat føre i aftentimerne fredag.

Derefter følger et par dage, hvor vejret bedst kan beskrives som efterårsvejr. Fem til otte graders varme, regnbyger og hård vind fra sydvest. Søndag kan solen titte frem. Det er mere end, hvad man kan sige om lørdagen, hvor det kun bliver gråt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.