Langt mellem sorte pletter i trafikken

”Grå strækninger” er navnet på nye tiltag fra Vejdirektoratet - de sorte pletter i trafikken er nemlig slet ikke så sorte længere

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rundkørslen ved Omfartsvejen Aabybro og Thisted Landevej er et godt eksempel på betydningen af sortplet-arbejdet. Foto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:For nyligt tildelte Folketinget ni millioner kroner til tre nye projekter ved henholdsvis Aabybro, Brovst og Svenstrup, der skal forbedre trafiksikkerheden på vejene.

Siden 2007 er der brugt omkring 44 millioner kroner på 13 sorte pletter i Nordjylland.
Men der bliver længere og længere mellem de sorte pletter, skriver NORDJYSKE søndag.

Måtte ændre strategi

Faktisk går det så godt med sikkerheden på de danske veje, at Vejdirektoratet i Nordjylland tilbage i 2009 var nødt til at ændre strategi.

- De store forbedringer, som vi kunne opnå tilbage i 70’erne, dem opnår vi ikke længere. Der vil fortsat være steder, hvor der sker flere ulykker end gennemsnittet, men de sorte pletter er så at sige ikke så sorte længere, forklarer afdelingslederen og uddyber:
- Hvis vi fremover skal forbedre trafiksikkerheden, så skal vi gøre den på en anden måde og lave flere generelle tiltag i stedet.

Gråt er det nye sort

”Grå strækninger” er navnet på de nye tiltag, som Vejdirektoratet er begyndt at fokusere mere på.

De beskrives som længere, sammenhængende strækninger, hvor ulykkestallet ikke er væsentligt højere end forventet, men hvor de registrerede ulykkers antal, type eller koncentration giver grundlag for forbedringer.
Tilbage i 2009 var Rute 13 fra Aggersundvej til Hvam den første strækning, der blev kategoriseret som værende ”grå”. Her blev der etableret autoværn og malet rumleriller på vejstrækningen.

Flere i fremtiden

I 2010 fulgte seks strækninger og i 2011 kom yderligere to til.

Sammenlagt er der blevet brugt omkring 11 millioner på ”grå strækninger” siden 2009.
- ”Grå strækninger” er nok et tema, vi vil komme til at arbejde mere med i fremtiden, spår Vagn Lynggaard Bech.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.