Langt over halvdelen udlejet

TK Development fortrøstningsfuld med hensyn til udlejning af Kennedy Arkaden

Film 4. juli 2003 08:00

MIDTBYEN: Samtidig med, at opførelsen af det kæmpemæssige bygningskompleks på rutebilstationen i Aalborg skrider støt fremad, skrider det også fremad med udlejningen. - Det går planmæssigt med udlejningen. Interessen er steget yderligere, nu hvor folk kan se, hvordan byggeriet og lokalerne kommer til at tage sig ud. Det giver en helt anderledes oplevelse end tegningerne, siger Erik Godtfredsen, områdedirektør hos TK Development, der er firmaet bag projektet. I øjeblikket er omkring trefjerdedele af de 36.000 kvadratmeter udlejet. Da byggeriet startede, var en stor biograf med 10 sale, et supermarked, nogle kontorer og enkeltte specialbutikker udlejet. Men siden er der udlejet en hel del flere kontor- og butikslokaler. Ifølge Erik Godtfredsen er 60 procent af kontorarealet og 56 procent af butiksarealet nu udlejet, og det samme er en restaurant i komplekset, som også kommer til at rumme terminalen for al bustrafik i Aalborg og omegn. - Vi er i forhandling med flere interesserede om leje af nogle af de resterende kontor- og butikslokaler, så alt i alt ser det ganske lovende ud, siger Erik Godtfredsen. Blandt de lejemål, der forlængst er på plads, er den nye storbiograf i Aalborg. - Vi kan næsten ikke vente. Det bliver meget spændende, når vi rykker ind 1. marts, siger biografdirektør Dorte Elimar. Rejsegildet i går foregik i det, der bliver foyeren til den nye biograf, hvor den største af de ialt 10 sale får plads til 460 mennesker. Den nye biograf betyder, at Scala på Hobrovej lukker. Hvorvidt det også får konsekvenser for Bio 5, der ligger i midtbyen og har samme ejer, er endnu ikke afgjort.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...