Langt tilløb til censureret kunst

Foreløbig har kun seks tilmeldt sig Kildens censurerede udstilling til efteråret

Sidste gang gik det også lidt trægt i begyndelsen med tilmeldingerne til KILDEN’s censurerede kunstudstilling i Skørping. Men så væltede det pludselig ind. Arkivfoto: Michael Bygballe

Sidste gang gik det også lidt trægt i begyndelsen med tilmeldingerne til KILDEN’s censurerede kunstudstilling i Skørping. Men så væltede det pludselig ind. Arkivfoto: Michael Bygballe

Det går lidt trægt, men fremad. Det siger Pernille Christensen fra Østhimmerlands Kunstforening KILDEN om tilmeldingerne til foreningens censurerede kunstudstilling i Kulturstationen i Skørping til efteråret. Folk har stadig sommerferie, og derfor er planlægningsudvalget ikke bekymret over de foreløbig kun seks tilmeldinger. - Vi har annonceret i de små lokalaviser og deler stadig foldere ud landet over. Så vi har stadig is i maven. Men vi ser frem til, at ferien er forbi, og folk får tid til at tænke på udstillingen. Sidste gang gik det også lidt trægt, men så gik der pludselig hul på bylden. Det håber vi også sker denne gang, siger Pernille Christensen. Arrangørerne har selv været rundt omkring på forskellige gallerier for at dele foldere ud og har også givet familie og venner nogle med, når de skulle på ferie rundt i landet. De har også sendt en del foldere til forskellige relevante uddannelsesinstitutioner, højskoler og lignende. Og de har henvendt sig til forskellige kunstnere, som de i årenes løb har været i kontakt med. De har så fået en stak at dele ud af. Udstillingen 16.-24. oktober 2010 er KILDEN’s tredje censurerede udstilling i Skørping. I 2006 inviterede foreningen lige så bredt som i år, mens man ved premieren i 2002 nøjedes med at annoncere lokalt i nabokommunerne. Ansøgningsfristen i år er fredag 17. september, og værkerne skal indleveres mandag 11. oktober. Man kan læse mere på www.osthimmerland2010.dk