Langtidsholdbart

Musik 1. marts 2009 05:00

CD ROCK The Answer: "Everyday Demons" # # # # ¤ ¤ Tingene har virkelig flasket sig for denne nordirske kvartet, der af Classic Rock Magazines læsere blev kåret som Best New Band i 2005 (uden en plade på gaden), fik et lille gennembrud året efter med debutalbummet "Rise" og siden ikke har set sig tilbage men været på landevejene som supportband for Rolling Stones, The Who, Aerosmith og senest for AC/DC på Black Ice turnéen i USA og lige nu i Europa. The Answer lyder fortsat som Led Zeppelin, og har i sangeren Cormac Neeson en karismatisk frontmand, der skiftevis lyder som en ung, sulten Steve Marriott (Small Faces, Humble Pie) og Chris Robinson (Black Crowes). Men hvis debuten "Rise" var Zep I og II, er andet album "Everyday Demons" mere Zep IV og Presence. Guitaristen Paul Mahon kan stadig sin Jimmy Page til fingerspidserne og mestrer alt fra stor, momental hardrock og fede riffs til nedtonede bluesy smålicks. Og med sit solide ensemblespil er han en kæmpe gevinst for kvartetten, der i bas-tromme motoren Micky Waters & James Heatley har en velsmurt, fintunet og meget lydhør rockmaskine. "Everyday Demons" er indspillet over fire uger i LA med den amerikanske producer John Travers (Kid Rock, Buckcherry, Monster Magnet), og de 11 nye numre har, trods en mere poleret lyd, ikke samme iørefaldende kvaliteter som eksempelvis debutens "Under The Sky" og "Come Follow Me", der venter mulige singler i "Pride" og især i "Tonight" med tungt, rullende AC/DC-agtigt drive og melodisk to-stemmig leadguitar (for første gang på et The Answer-nummer). Mangler der melodiske kvaliteter, er der til gengæld kommet endnu mere lys og skygge i nordirernes musik, der langtfra er buldrende, bragende, forudsigelig receptheavy. "Everyday Demons" er langtidsholdbar bluesbaseret hardrock, som man med stort udbytte kan høre igen og igen, og i hovedpersonerne Cormac og Mahon har The Answer et par unge fyre med stor X Factor. Henning Grau henning.grau@nordjyske.dk The Answer: "Everyday Demons". Prod: John Travers. Albert Productions/Target. Udkommer i morgen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...