EMNER

Langvarig virkning

Natos kommende generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, mener, at han som statsminister gennem godt syv år har forandret Danmark til et mere liberalt samfund, hvor den enkelte tager et større ansvar for sig selv, og at "vi har grundlagt nogle nye måder at tænke på, som vil have meget langvarig virkning på det danske samfund," siger han til Politiken. Fogh har i sin værdikamp gjort op med "centralistiske standardløsninger", så der er frit valg mellem private og offentlige løsninger, og "jeg anser det for en holdningsændring i liberal retning, at folk ikke betragter offentlige ydelser som almisser, hvor man bare kan stå med hatten i hånden. Ligesom jeg betragter det som en holdningsændring, at man ikke længere bare vil finde sig i at stå på venteliste, men rent faktisk siger, at man har betalt sin skat og derfor vil have kvalitet, for ellers går man et andet sted hen," siger Anders Fogh Rasmussen. Mon ikke de fleste forhenværende statsministre drømmer om at gå over i historiebøgerne som "en, der gjorde en forskel" med en slidstærk kliche? Og en liberal statsministers drøm er naturligvis at gøre en liberal forskel, også selv om den offentlige sektor - der ellers er sindbilledet på socialdemokratisk politik - faktisk er vokset og qua storkommunerne er blevet mere centralistiske i Foghs regeringstid. Det er da rigtigt, at han har løsnet nogle af båndene til den socialdemokratiske standardsamfundsmodel - med en vis succes ikke alene hos vælgerne, men også hos Helle Thorning-Schmidt (S), der først det seneste år har gjort nogle forsøg på at forklare vælgerne, hvorfor hun mener, at hun kan gøre det bedre. Men Fogh gjorde intet for at bremse den egoisme, der allerede før 2001 var ved at løbe over sine bredder, og som ikke alene handler om det principielt sunde i, at der er frit valg, men som (næsten altid) drejer sig om, at jeg skal vælge ikke alene frit, men også først. Det er blevet fortolkningen af Venstres gamle parole om "Mennesket før systemet", og det bliver en del af Foghs arv med langvarig virkning.