Lokalpolitik

Larmende italienere på besøg

Gæster fra Ardens italienske venskabsby vil affyre trombinier ved byfest

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Arden Kommune har Giazza som venskabsby. Under et besøg blev de introduceret til trombini - her er det Ib Henriksen (tv) og Elav Pindstrup. privatfoto

ARDEN:Det ligner en stor gammeldags revolver, bare i en noget anden størrelse. Og så kan de lave en ganske øredøvende larm, når de bliver fyret af. Våbnet hedder en trombini, og er medbragt fra Italien. På søndag kan de opleves og ikke mindst høres, når en gruppe gæster fra Ardens italiensk venskabsby, Giazza, besøger byfesten i Øster Doense. Der er ifølge kommunaldirektør Jens Nørgaard, Arden Kommune, dog ikke tale om et egentligt officielt venskabsbesøg. - Men gruppen af italienere kommer fra området omkring Giazza, og de er naturligvis velkomne her, siger Jens Nørgaard. De 40-50 italienerne ankommer til Rold lørdag aften, og søndag skal de til frokost på rådhuset i Arden Kommune. Derpå skal de så til byfesten i Øster Doense, hvor de sidst på eftermiddagen vil affyre deres medbragte trombinier. - De har tidligere besøgt Arden med trombinierne. Da blev de skudt af på bytorvet, og da var der vist flere ruder, som blev knust, fortæller Steen Brandt, som udover at være medlem af byrådet i Arden også er involveret i byfesten i Øster Doense. Han skynder sig at fortælle, at politiet har givet tilladelse til, at trombinierne bliver affyret ved byfesten. Måske sidste besøg Det bliver formentlig det sidste besøg, Arden Kommune får fra Giazza som et led i venskabssamarbejdet. Inden længe skal sammenlægningsudvalget i den nye Mariagerfjord Kommune nemlig kigge nærmere på, hvordan venskabsby-samarbejder fremover skal fungere. I den forbindelse er venskabsbyerne sat på den dagsorden, som Arden Kommunes økonomiudvalg skal behandle, når de mødes på mandag. Arden Kommune har to venskabsbyer - udover Giazza i Italien er det Bábolna i Ungarn. Ifølge dagsordenen har der ikke været det store samarbejde med Italien, og i juni måned i år var en del af byrådsmedlemmerne i Italien netop for at tage afsked med Giazza. Derimod har kommunen flere gange haft besøg fra Ungarn, og politikerne har også været på flere ture til Bábolna. Derfor er indstillningen fra Ardens borgmester til økonomiudvalget, at man også i den nye Mariagerfjord Kommune bevarer kontakten til Bábolna.