Narkokriminalitet

Larmende tavshed fra rockere i retten

Hverken de to tiltalte eller vidnerne i stor narkosag vil sige noget

NORDJYLLAND:Det var op ad bakke for anklager Philip Pagter, da Retten i Aalborg i går tog hul på en stor sag om handel med amfetamin. De to tiltalte, der heller ikke har villet tale med politiet under efterforskningen, benyttede sig af deres ret som sigtede til ikke at udtale sig, og vidnerne var heller ikke til megen hjælp. Flere af de hærdebrede mandlige vidner er selv tiltalt i samme sag og har derfor ikke pligt til at udtale sig. Det gjorde de så ikke. Og de vidner, der var nødt til at svare på anklagerens spørgsmål, led i udpræget grad af hukommelsesbesvær. Det efterlader Philip Pagter med resultaterne af politiets efterforskning som stort set eneste beviser. Politiet mener, at de to tiltalte aalborgensere, der begge er sidst i 30'erne, sidste år i oktober var i besiddelse af omkring 10 kilo amfetamin. De 3,4 kilo beslaglagde politiet i et kolonihavehus i Gistrup under spektakulære omstændigheder. Aflytninger af de to tiltalte afslørede, at huset blev brugt til opbevaring af amfetaminen, men fordi de tiltalte stadig var på fri fod og fik deres telefoner aflyttet, maskerede politiet den hemmelige beslaglæggelse som et indbrud. Den hoppede de to mænd på, og deres indbyrdes telefonsamtaler efter "indbruddet" og "tyveriet" af de tre kilo amfetamin, var præget af panik. "Der har været knæk. Det er væk! NEJ, NEJ, NEJ", siger den ene tiltalte i telefonen. Ingen steder på de mange optagelser af de tiltaltes telefonsamtaler med hinanden eller andre nævnes amfetamin med ét ord, men anklageren mener, at når den ene tiltalte med panik i stemmen siger, at "Der var en hånd. Det er væk" er der tale om kodesprog for fem kilo amfetamin. Det afviste den tiltalte i grundlovsforhøret. Her forklarede han, at når han var blevet så chokeret var det fordi han havde haft 40.000 kroner liggende i kolonihavehuset - penge som blev stjålet under "indbruddet". Samtidig fortalte det eneste talende vidne, som den ene tiltalte havde lånt kolonihavehuset af, at det ikke kun var de tiltalte, der kom i huset. Mange andre brugte det også. Dermed kan der været sået tvivl om de to tiltaltes tilknytning til huset og amfetaminen. Men i hvert fald den ene tiltalte har bevisligt været i huset. Det viste videooptagelser fra to kameraer, som politiet havde sat op under det fingerede indbrud, hvor de tre kilo amfetamin blev "væk". Også DNA-analyser af to cigaretskodder placerer de to i kolonihavehuset. De to tiltalte blev i efteråret før anholdelsen massivt overvåget af politiet, der i rapporter minutiøst beskriver deres gøren og laden. Samtidig har politiet teleoplysninger, der afslører præcist, hvornår de tiltaltes mobiltelefoner koblede på sendemaster i nærheden af kolonihaven. Samme teleoplysninger viser hyppige ture til Randers, hvor politiet mener at amfetaminen blev hentet. Ud over amfetaminen fra kolonihavehuset har politiet ved ransagninger på de tiltaltes bopæle fundet mindre mængder narkotika. En ekspert fra Retskemisk Afdeling i Århus forklarede i retten om de mange tests, der viser, at den amfetamin, der er fundet i de tiltaltes hjem, med stor sandsynlighed stammer fra amfetaminen i kolonihavehuset. Den ene tiltalte nægter sig skyldig i anklagerne mens den anden ikke vil tage stilling til dem. Hvis domsmandsretten mener, at der er ført bevis for at de to tiltalte har håndteret, mere end to kilo amfetamin risikerer de to op til 16 års fængsel. Er mængden efter rettens mening mindre end to kilo, er strafferammen 10 års fængsel. Der falder dom i sagen på mandag.