Lars Dyrskjøts slægtshistorie på nettet

I søndags bragte NORDJYSKE Stiftstidende historien om Lars Dyrskjøt, som blev skudt som 84-årig under svenskekrigene i 1640.

Lars Dyrskjøt ligger begravet på Ørum Kirkegård - nu ligger han også på internettet. Foto: Bente Poder

Lars Dyrskjøt ligger begravet på Ørum Kirkegård - nu ligger han også på internettet. Foto: Bente Poder

Anledningen var, at to slægtforskere, søskendeparret Marion Jensen og Peter Anderson, havde gennemarbejdet hans slægtshistorie - og havde fundet nulevende slægtninge, som stammede fra den gamle frihedskæmper i lige, fædrene linie. Den historie ramte lige i hjertekulen på mange en læser, og en af de to slægtsforskere, Marion Jensen, er siden blevet kimet ned af ligesindede, som liiige skulle have uddybet en og anden detalje i fortællingen. - Derfor har vi besluttet at lægge hele Lars Dyrskjøts slægtsbog på nettet. Vi har fjernet alle nulevende slægtninge, men ellers står det hele der, siger hun. Historien kan findes på internetadressen: www.kkerne.dk. Desuden arbejder søskendeparret på at få slægtshistorien udgivet i bogform, så den kan købes eller lånes på bibliotekerne. Nye mysterier er dukket op Marion Jensen er dog ikke færdig med Lars Dyrskjøt. Et nyt mysterium er nemlig dukket op, og det har hun sat sig for at løse. - Det er velkendt, at Lars Dyrskjøt og hans hustru skænkede to messinglysestager til Ørum Kirke i 1611 - og der er også en indgravering på stagerne. Men hvorfor i alverden står der, at stagerne er skænket af Lars Dyrskjøt og hans hustru Else Jensdatter, når hans hustru hed Maren Pedersdatter - havde han to koner, spørger Marion Jensen sig selv. Og garanterer at hun nok skal finde ud af det.