Lars Eller banket til blods efter jubelscene

Modstanderne var ikke tilfredse med Lars Ellers jubel efter en 7-0-scoring for Washington Capitals.

Lars Eller provokerede Boston Bruins-spillerne med sin jubel over 7-0-scoringen natten til torsdag. Foto: Will Newton/Ritzau Scanpix

Lars Eller provokerede Boston Bruins-spillerne med sin jubel over 7-0-scoringen natten til torsdag. Foto: Will Newton/Ritzau Scanpix

Med en scoring til cv'et og en overbevisende 7-0-sejr til Washington Capitals har ishockeyspilleren Lars Eller fået en fin start på den nye NHL-sæson.

Men den danske profil slap ikke fra sæsonens første kamp mod Boston Bruins uden skrammer.

Boston-spilleren Brad Marchand var nemlig så fortørnet over Ellers jubelscene efter 7-0-målet, at han efterfølgende gav danskeren en på sinkadusen.

Marchand gik løs på Eller, da de to var på isen sammen kort efter scoringen, og efter et par solide knytnæver fra den canadiske forward måtte Eller skøjte ud med blodet løbende fra en skramme i tindingen.

Marchand forklarer, at han blev provokeret af danskerens jubelscene efter scoringen, som han fandt provokerende og unødvendig.

- Hans fejring var unødvendig. Han tog et sving ind foran vores udskiftningsboks og jublede i en 7-0-sejr. Det lod jeg ham forstå, siger Brad Marchand ifølge AP.

Canadieren blev idømt i alt 17 minutters straf for sin rolle i slagsmålet, mens Lars Eller måtte fem minutter i boksen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.