Lars Hedegaard er rasende over attentatet

Lars Hedegaard vil ikke lade sig kue, fastslår næstformanden i Trykkefrihedsselskabet.

Lars Hedegaard er rasende over attentatet

Lars Hedegaard er ikke kuet, efter han blev forsøgt myrdet tirsdag ved sin bopæl på Frederiksberg. Derimod er han vred, fortæller en kollega, som har været i kontakt med Lars Hedegaard torsdag eftermiddag.

- Han sagde til mig, at han ikke er chokeret, han er rasende over det, der er sket, siger Katrine Winkel Holm, der er næstformand for Trykkefrihedsselskabet.

- Han er rasende over det anslag mod ytringsfriheden, som attentatet imod ham jo er, siger hun.

Selvom Lars Hedegaard er rasende, har han det ifølge Katrine Winkel Holm godt, og hun ser det som et positivt tegn, at Lars Hedegaard er oppe i det røde felt.

- Det er en sund reaktion. I en sådan situation skal man ikke være bange, man skal være vred. Og det er det, han er, siger hun.

Af sikkerhedsmæssige årsager vil Lars Hedegaard heller ikke være at finde, når Trykkefrihedsselskabet torsdag aften holder møde i København. Men det forhindrer ham ikke i at deltage indirekte.

- Han ville gerne have været med, og jeg har fået en lille hilsen fra ham, som jeg vil læse op i aften, siger Katrine Winkel Holm.

I bestyrelsen er der flere, der ærgrer sig over, at Lars Hedegaard ikke kan være til stede, men de glæder sig over, at det ikke er et tegn på, at formanden har ladet sig kue.

- Vi tager det ret roligt. Det siger noget om, hvor alvorlig truslen mod ham er, men vi er godt klar over, at det ikke er fordi, han er bange, eller har tænkt sig at lukke munden fremover, siger Katrine Winkel Holm.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst