Lars Hjortshøj: Kan godt blive træt af at være sjov

Komikeren kan ikke lide, når folk forventer, at han er sjov. Med mindre han altså står på scenen.

Lars Hjortshøj: Kan godt blive træt af at være sjov

Han har gjort en karriere ud af at være hylende morsom, og de mange figurer, han er ophavsmand til, kan få danskerne til at skraldgrine.

Som når Robert fra Langt fra Las Vegas med sin infantile humor skriger "Patter", eller når han giver den som den altid spraglet-klædte Tue, der trods sine påståede pædagogiske evner igen og igen formår at skride langt ud over børnenes grænser.

Lars Hjortshøj er bare sjov.

Når han er på scenen og på skærmen. Men udenfor offentlighedens søgelys gælder der en anden dagsorden.

For lige så meget, som komikeren nyder at stå på scenen og få folk til at grine, lige så lidt har han lyst til det, når han står der hjemme i køkkenet.

- Nogle gange kan man godt blive træt af at være sjov. Så melder jeg mig ud et par måneder, men jeg begynder hurtigt at kede mig, og så vil jeg i gang igen, siger han.

Som nu, hvor han er aktuel med sit nye show "My Danish Collection", der spiller flere steder i Danmark den kommende tid.

- Derhjemme har jeg også behov for ikke at skulle være sjov. Mange af mine venner og kolleger vil skrive under på, at privat er jeg sgu ikke specielt underholdende, smiler komikeren.

Men han er vant til, at folk har et billede af ham som en entertainer.

- Det er jo meget naturligt, at folk tror, at jeg er sådan hele tiden, men jeg ligger ikke under for de forventninger, fortæller han og fortsætter:

- Jeg har aldrig følt, at jeg skulle være sjov. Hvis jeg kan mærke, at folk forventer det af mig, så trækker jeg mig.

- Jeg holder heller ikke tale til familiefester og sådan noget, jo, da min mor blev 70. Men det er ikke noget, familien forventer, de ved godt, at jeg ikke er ham, der stiller mig op og gøgler. Det bryder jeg mig faktisk ikke om, siger han.

Når han står på scenen foran publikum er sagen altså en ganske anden.

Men selvom han efter rigtig mange år i branchen egentlig havde en forventning om, at det ville blive nemmere og mere rutinepræget at stille sig op på scenen alene og underholde i rampelyset, så er det langt fra sådan.

- Jeg synes stadig, det er angstfremkaldende, men det er som et adrenalinkick. Og jeg synes stadig, det er sjovt, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.