Lars Jacobsen efter 2-3: Vi var naive

Det ene point skulle som minimum have været sikret mod Portugal, mener Lars Jacobsen efter 2-3-nederlag.

Lars Jacobsen efter 2-3: Vi var naive

Naive.

Det mener Lars Jacobsen, at han og holdkammeraterne var, da det danske fodboldlandshold kort før tid onsdag aften indkasserede et mål og tabte 2-3 til Portugal ved EM.

- Det er et af de der nederlag, hvor det er svært at være overskudsagtig lige efter mentalt.

- Da vi scorede til 2-2, tror jeg, at de fleste af os var sikre på, at vi ville få det ene point.

- Det var måske lidt naivt til sidst af os. Der skal vi sikre, at vi som minimum får det ene point fra sådan en kamp. Det skulle vi have haft, sådan som vi spillede, siger FC København-forsvarsspilleren.

Danmark var bagud 0-2 i gruppe B-kampen, inden Nicklas Bendtner med to scoringer fik udlignet til 2-2.

Det sidste Bendtner-mål faldt 10 minutter før tid, og på det tidspunkt lignede det et meget godt uafgjort resultat for Danmark.

Inden søndagens sidste spillerunde i gruppe B fører Tyskland an med seks point, mens både Portugal og Danmark har tre og Holland nul.

Portugal er i øjeblikket foran Danmark, da indbyrdes opgør tæller først ved samme antal point.

/ritzau/