Lars Lilholt klar til at spille for farmand

Hvert år siden 1993 har Lars Lilholt spillet på sin barndoms legeplads. Familien kommer og ser på

Lars Lilholt er ved at gøre sig klar til at erobre barndommens land igen. FOTO: LARS PAULI

Lars Lilholt er ved at gøre sig klar til at erobre barndommens land igen. FOTO: LARS PAULI

Klokken er lidt over seks. Lars Lilholt har lige overstået lydprøven og slapper af backstage i Skovdalen, hvor han har spillet til Skovrock hvert år siden 1993. Der spillede han dog sammen med Dalton, som bestod af ham selv, Johnny Madsen og Allan Olsen. - Jeg spillede faktisk til den første Skovrock nogensinde, fortæller Lars Lilholt. De næste år var der én koncert med ham hver sommer, men de blev efterhånden så populære, at der nu er dobbeltkoncerter. Koncerterne er dermed blevet en fast tradition, og det er ret specielt for Lars Lilholt at spille i Skovdalen, da han er opvokset i nærheden. - Det er jo mit barndoms land. Jeg har løbet og leget her, og det har min far også. Jeg gik på Hobrovejens Skole, og der står sikkert en hel flok af mine gamle skolekammerater foran scenen i dag. De er bare i modsætning til mig blevet lidt mere grå i toppen, siger den 53-årige sanger. Det er ikke bare de gamle skolekammerater, der gør koncerterne i Skovdalen til noget specielt. - Min far på 83 år og flere andre fra familien kommer også og ser på. Så kommer de om bag scenen og hygger med os bagefter, og det går som regel lidt galt, men det er fordelen med et dobbeltarrangement. Vi skal ikke videre, siger Lars Lilholt. Alt det er med til at gøre Skovdalen til et meget følelsesmæssigt sted for Lars Lilholt at spille. - Derfor er det også vigtigt for mig, at det går godt, siger han. Han melder sig i god form efter at have spillet 35 koncerter siden midten af maj, og han betegner Skovdalen som i top ti over favoritstederne at optræde. - Det er optimalt at spille min slags musik i sådan et amfiteater. Samtidig kan jeg mærke, at folk er dedikerede til musikken, fordi mange af dem er kommet til koncerterne år efter år, siger Lars Lilholt. Han vil også godt afsløre hemmeligheden bag succesen, for egentlig er der jo ikke noget nyt i at komme og høre Lars Lilholt, som han selv siger. - Man skaber nogle rammer og traditioner, og man skal give folk, hvad de gerne vil have. Men de skal også have noget, som de ikke vidste, at de gerne ville have, siger troubadouren. Til det formål kan han trække på et enormt bagkatalog af sange, og han fortæller, at kun 30 procent af aftenens program er de samme som sidste år. - Og blandt de 30 procent er der selvfølgelig ”Kald det kærlighed”, afslører Lars Lilholt. Om programmet er det samme til dagens koncert afhænger af, om fredag aften er gået godt. Lars Lilholt trækker sig tilbage. Der er halvanden time til barndommens scene igen er hans.

Forsiden