Lars Løkke: Byrdestop er Venstres vigtigste vækstkrav

Venstre fremlægger fire krav før finansministeren indleder forhandlinger om vækstplan. Byrdestop er vigtigst.

28. februar 2013 16:27 - Opdateret 28. februar 2013 16:29

Lars Løkke: Byrdestop er Venstres vigtigste vækstkrav

Ønsket om et byrdestop i resten af valgperioden er det vigtigste ønske for Venstre i forhandlingerne om regeringens vækstplan, der begynder torsdag aften.

Det siger partiformand Lars Løkke Rasmussen, da han modtager prisen som årets erhvervspolitiker af Dansk Erhvervssammenslutning på Børsen.

- Der er brug for et håndfast signal om, at dette ene skridt i den rigtige retning ikke følges op af mange skridt i den forkerte retning, siger han, før finansminister Bjarne Corydon (S) indleder forhandlinger med partierne.

- Og vores ønske om byrdestop er måske det vigtigste, fastslår han.

For at genskabe danskernes tillid til, at de igen må svinge dankortet, mener han, at der er brug for netop et byrdestop.

- Der skal tages et opgør med den zigzagkurs, regeringen har fulgt. Den skaber utryghed.

- Et byrdestop vil kunne skabe et signal om stabilitet og tryghed. Fordi man tør investere, uanset om man er virksomhed eller privatperson, siger han.

Ifølge Lars Løkke går regeringen et skridt i den rigtige retning, men han understreger, at skridtet kan blive endnu større, hvis der indgås aftale med Venstre.

- Det er jo ikke et skridt ud i et lykkeligt og problemfrit terræn, tilføjer han.

- Det bliver et sejt træk at genskabe dansk konkurrenceevne, at få jobskabelse tilbage, og at stoppe udsivningen af danske arbejdspladser og indsivning af udenlandsk arbejdskraft til stillinger, vi selv kunne besætte, siger formanden.

I alt fremlagde Lars Løkke Rasmussen fire hovedkrav til et forlig om regeringens vækstplan før forhandlingerne.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...