Lars Løkke efter kritik: Jeg har betalt min skat

Venstres formand har betalt den skat, han skal, siger han efter dage med kritik af partibetalt tøj og rejse.

19. maj 2014 22:11

Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen, har betalt den skat, han skal, siger han efter dage med kritik af partibetalt tøj og en rejse til familien.

- Jeg har betalt den skat, jeg skulle, og der er ikke noget i den her sag, der gør, at jeg skal indberette yderligere til Skat, siger Lars Løkke Rasmussen (V) i en kort kommentar på vej til et interview i DR-Byen.

Det er hans første kommentar i sagen.

Meldingen fra Venstres formand kommer efter en uge, hvor han har været mere og mere under pres.

Det skyldes, at Ekstra Bladet har afdækket, at Venstre har betalt tøj og sko for 152.000 kroner for Løkke, ligesom det siden er kommet frem, at partiet også har betalt for, at hans kone og søn kunne mødes med Løkke på Mallorca.

Det har affødt kritik fra baglandet og folkevalgte. Løkke har selv indkaldt til et møde i partiets forretningsudvalg tirsdag, hvor sagerne er på dagsordenen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...