Lars Løkke står ved omstridt tøjkøb

Lars Løkke fortryder sin håndtering af pressen i tøjsagen. Men købet af tøj og ferier fortryder han ikke.

27. maj 2014 18:24

Det er ikke, fordi Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, ikke fortryder noget i den tøjsag, der i disse døgn ryster magtstrukturen i det store oppositionsparti, og som har sendt partiet på en stejl nedtur i meningsmålingerne og kostet det et mandat i det nye EU-parlament.

Løkke fortryder sin pressehåndtering i sagen, men glasset med fortrydelsespiller forbliver lukket, når det gælder de forhold, der har udløst tøjsagen, nemlig Venstres indkøb dyre sko og jakkesæt til 152.000 kroner til en professionalisering af Løkkes look samt betaling af ferier til Løkkes familie.

Mandag sagde Venstre-veteranen Birthe Rønn Hornbech, at "det er min ønskedrøm, at Lars Løkke stod frem og sagde: "Jeg kan godt se, at det her er fuldstændig galt, hvad jeg har gjort."

Men samme aften sagde Lars Løkke Rasmussen til programmet "Go' Aften Danmark" på TV2, at "jeg ved ikke, hvad jeg skal fortryde" i sagen.

Og efter tirsdagens gruppemøde på Christiansborg fastholder Lars Løkke Rasmussen, at han ikke fortryder andet, end at han holdt sin 50-års fødselsdag i Sverige op til bededagsferien.

- Jeg tror ikke, der er nogen, der kan leve i 50 år uden at fortryde ting, og det gør jeg selvfølgelig også. Jeg kan bare konstatere, at der fra tid til anden er lavet ridser i min lak, og at det har dannet et ar, siger han og fortsætter:

- Og det er klart, at nogle af de ridser har jeg over tid selv båret ansvaret for indholdsmæssigt. Andre gange, fordi jeg har håndteret det mediemæssigt forkert, og derfor summer det jo op i en masse fortrydelser.

Spørgsmål: Hvad fortryder du i denne sag?

- Men jeg står ikke her i dag for at skrive mine erindringer. Jeg har slet ikke noget ønske om, at jeg befinder mig et sted i min politiske karriere, hvor det er relevant at skrive sine erindringer.

Spørgsmål: Jeg synes ikke, at vi er helt i mål med svaret på, hvad du fortryder i denne sag?

- I denne her sag fortryder jeg, at jeg prioriterede at holde min 50-års fødselsdag med min nærmeste familie og gamle venner på en ødegård i Sverige i stedet for at få forklaret mig.

- Det betød, at der hen over bededagsferien kom til at stå et billede tilbage, som jeg slet ikke kan genkende.

- Hvis jeg begynder at udrede mig i detaljer om, hvor jeg har røget og ikke røget, så ligner det ansvarsforflygtigelse, siger Lars Løkke med henvisning til nogle ekstraregninger til hoteller for partiformandens rygning på ikke-rygerværelser.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...