Lars Mikkelsens sindighed træder frem i gyser

Det har været en sjov udfordring for Lars Mikkelsen at spille med i en film, hvor dialogen ikke var i centrum.

Selvom Lars Mikkelsen er en ombejlet skuespiller, der i øjeblikket har æren af at være aktuel i ikke bare én, men to film ved den prestigefyldte festival i Cannes, er det ikke noget, der stiger ham til hovedet.

Han er ganske tilbagelænet og afslappet, da han sætter sig ned i en stol på en altan med udsigt til middelhavet midt i den sydfranske by, hvor festvalen kulminerer med prisuddelingen lørdag aften.

I filmen "Når dyrene drømmer", der er optaget i Nordjylland, spiller han en bekymret far med en stor hemmelighed. Filmen, der er instrueret af Jonas Alexander Arnby, har også Sonja Richter på rollelisten som moderen.

- Jeg synes, det var et skidegodt manuskript, og jeg synes, der var en mulighed i det for at lave noget egenartet, siger han om filmen, der bliver vist i sideprogrammet Semaine de la Critique.

- Jeg kan godt lide, at man er i et sted, hvor man har et meget ordknapt univers, og at det, der sker, ikke sker i ordene, siger han.

Området, hvor filmen er optaget, spiller en stor rolle i filmen - ikke mindst på grund af den mentalitet, der er i samfundet. En mentalitet, han kender fra sig selv og sine egne rødder.

Han og broderen Mads Mikkelsen har nemlig familie i Nordjylland, og Lars Mikkelsen kan sagtens mærke sine jyske aner.

- Det der sindige, lidt lune og langsommelige, det kender vi nok. Det sindige og langsommelige kan jeg også mærke hos mig selv, alt for meget ind i mellem, siger han og griner.

- Det kan jeg godt have i mig, og det kan godt være, at det stammer derfra, siger han.

Ud over "Når dyrene drømmer" medvirker Lars Mikkelsen også i kortfilmen "Void" af Milad Alami og Aygul Bakanova.

Men faktisk skulle skuespilleren have spillet en rolle i endnu en film, der bliver vist i Cannes.

Oprindeligt var han nemlig tiltænkt rollen som Mads Mikkelsens bror i Kristian Levrings "The Salvation".

- Kalenderen gik bare ikke op, men det skal nok komme på et tidspunkt. Det var bare ærgerligt, siger han.

Jonas Alexander Arnby, der står bag "Når dyrene drømmer" har mulighed for at vinde Det Gyldne Kamera, der uddeles til en debuterende instruktør på festivalen.

Newspaq

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst