Lars og kærlighedsdukken

Ryan Gosling spiller Lars - her sammen med Bianca og familien uden for kirken.

Ryan Gosling spiller Lars - her sammen med Bianca og familien uden for kirken.

film “Lars and the real girl” # # # # # # Det her er en fuldkommen enestående film. En film, man ikke kan gå upåvirket fra, uanset om ens hjerte så er gjort af bjergkrystal og skøjtestål. Den er simpelthen så sød og varm og hjertedejlig, at man smelter hen og snøfter og har det både smukt og helt forfærdeligt på samme tid. Kort fortalt: Vi er i en lille by i et område, der minder fantastisk meget om Danmark eller Sydsverige. Her bor Lars (Ryan Gosling), så det skandinaviske islæt er ikke tilfældigt, og det går da også gennem filmen, både i dens navne, dens miljøer og dens tone: En indestængt, følelsesfortrængt melankoli, en livssort, forfrossen tilgang til kærligheden og hjertesagerne - men også en kærlig, grundlæggende kristen varme i lillesamfundet, der diskret tager vare på sine egne. Her, i den snedækkede midvinterkolde lilleby, bor Lars. Han bor i garagen i sine forældres gamle hus, mens hans storebror (Paul Schneider) bor i huset med sin kone. Langsomt og roligt oprulles hans og familiens historie, og stykke for stykke forstår vi mere og mere af, hvorfor han er den, han er. Ensom, sky, berøringsangst prøver han hele tiden at undgå selskab og kontakt med andre, særlig følelsesmæssigt. Samtidig køber han over nettet en legemsstor kærlighedsdukke, Bianca, som han præsenterer for sin familie og naboerne som sin nye veninde. Det forunderlige i filmen er den selvfølgelige accept, alle landsbyens beboere modtager hende med - for hans skyld, selvfølgelig, men også fordi de slet og ret er gode mennesker, der bekymrer sig om deres medmennesker. Som præsten siger, da menighedsrådet i filmens begyndelse diskuterer Biancas mulige optagelse i menigheden: Hvad ville Jesus have gjort? Også landsbyens læge, helt vidunderligt klogt fremstillet af Patricia Clarkson, tager hende ind i dagliglivet som en ægte person. Hun tager hende i behandling og får derved på den enkleste måde trukket Lars til sig som patient og samtalepartner. Hun er nemlig også psykologuddannet - det skal man være, hvis man skal være praktiserende landsbylæge i de nordlige områder, som hun siger. Langsomt oprulles Lars følelsesmørke, den eksistentielle livsangst, der har anbragt ham på Herrens mark lige siden han blev født. Hans mor døde i barselsseng, og han voksede op hos sin kærlige men alt for voldsomt sørgende far, indtil denne også døde. Broderen, Gus, flyttede hjemmefra så snart han kunne - og har lige siden angret, at han lod sin lillebror i stikken. Nu prøver han og hans meget kærlige og søde kone, Karin (Emily Mortimer), at gøre det godt igen ved at have ham boende. Hun er gravid - og det er tydeligvis det, der nu har udløst Lars følelseskrise. Han er simpelthen dødsensangst for, at også hun skal dø fra ham. Bianca, den smukke dukke, der ifølge Lars er halvt dansk, halvt brasiliansk, bliver udstyret med et handicap, der kræver kørestol, så hun nemmere kan komme rundt i lokalsamfundet, hvor hun snart bliver optaget i både menighedsarbejde og andre sammenhænge. Og hun bliver katalysator for en ny, stærk forståelse mellem Lars og omgivelserne - og mellem omgivelserne indbyrdes. Det er overraskende nænsomt og enkelt fortalt - og med megen humor i f.eks. behandlingen af Biancas egentlige formål - Lolitadukkefaget som sexpartner for ensomme herrer. Hvordan passer det ind i landsbyens billede af Lars og hans liv? Lars får ny kontakt med omgivelserne gennem Bianca - også med en pige fra arbejdspladsen, som længe har kredset om ham. Men kan det føre videre end til overfladisk kontakt? Kan han uden skade på sjælen komme ud af den følelsesmæssige tryktank, han har boet i hel sit liv? Det og meget andet, som f.eks. accept af andres fremmedartethed, er denne kloge, store, fremragende films ærinde og nerve. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk “Lars and the real girl” USA 2007. Instruktør Craig Gillespie. Fotograf: Adam Kimmel. Klip: Tatiana S. Riegel.En time, 46 min. Till. f. alle