Lars Søndergaard ny cheftræner i AaB-træner
Den nuværende Sønderjyske-træner Lars Søndergaard er fra den kommende sæson ansat som ny cheftræner i AaB
Opdateret kl. 14:59
AALBORG: Som ventet bliver det Sønderjyske træner, Lars Søndergaard, der bliver ny cheftræner i AaB.
Det oplyser AaB i en meddelelse til fondsbørsen.
- Vi har i ansættelsesforløbet af en ny cheftræner været igennem en lang og grundig proces, hvor vi vel indledningsvis havde 15-20 mand på en bruttoliste. Herfra har vi efterfølgende gennemført én eller flere samtaler og tests med syv kvalificerede træneremner, og blandt disse navne var Lars Søndergaard den første mand, vi havde samtale med, og i hele forløbet har Lars været blandt vores absolutte topkandidater til jobbet, siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde.
Som aktiv spiller opnåede Lars Søndergaard 40 officielle kampe for AaB, mens det i efteråret 1997 også blev til otte kampe som midlertidig cheftræner med fem sejre, én uafgjort og to nederlag som resultat.
Efter AaB-tiden hvor Lars Søndergaard også var assistenttræner og ungdomstræner, blev det til hele ni år i østrigsk fodbold, hvor nordjyden stod i spidsen for topklubberne FC Red Bull Salzburg, FK Austria Wien, Grazer AK og FC Wacker Innsbruck.
Lars Søndergaard startede og sluttede tiden i Østrig hos FC Red Bull Salzburg, hvor han således både nåede at bestride jobbet som assistenttræner, cheftræner og talentchef.
I 2009 vendte Lars Søndergaard retur til Danmark og jobbet i Viborg F.F., inden han tiltrådte hos SønderjyskE i sommeren 2011.
- Vi er vi naturligvis meget glade for, at det er lykkedes at tilknytte Lars Søndergaard, der med sin fodboldfaglighed, sin store erfaring og sine menneskelige egenskaber er et ideelt match med AaB og vores klubs værdier, siger Allan Gaarde.
Lars Søndergaard er ansat indtil 30. juni 2017. Han tiltræder i AaB, når optaktsfasen til næste sæson indledes i slutningen af juni.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.