Larsen må ryge i Frederikshavn

Med rygeloven blev det også forbudt at tænde en cigaret på landets spillesteder. Alligevel får kunstnerne lov til at ryge på Arena Nord.

I Frederikshavn må Kim Larsen og Kjukken gerne ryge på scenen - i Vejle må han ikke. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

I Frederikshavn må Kim Larsen og Kjukken gerne ryge på scenen - i Vejle må han ikke. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Sidste år fik Danmark en ny og efterhånden vældigt omdiskuteret rygelov. Alligevel kan man godt forvente, at der i løbet af efteråret vil blive røget på scenen i Arena Nord. - Jeg opfordrer selvfølgelig til, at kunstnerne ikke ryger, men nogle gange er røg altså en naturlig del af forestillingen, siger Arena Nords direktør, Claus Pedersen. Han henviser blandt andet til forestillingen "The Rat Pack - Live from Las Vegas", som kommer til Frederikshavn til oktober. Det er en forestilling om de tre entertainere Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis Jr. og deres optrædener på Sands Hotel i Las Vegas. Det gik ofte heftigt for sig med både sjusser og rygning i rigelige mængder, og den stemning kan man kun bevare, hvis man tillader, at der tændes rigtige smøger på scenen, mener direktøren. - Det går jo ikke, hvis Frank Sinatra står på scenen med en plasticpind med diodelys. Det ville se helt forkert ud, siger Claus Pedersen. Også Kim Larsen slår et smut forbi Arena Nord i løbet af efteråret. Som det nok er kendt for mange, har han kastet sig ud i en større protestkampagne mod rygeloven. Plakater med teksten "Tillykke med rygeloven. Gesundheit macht frei" har prydet de danske banegårde, og protestsangen "Hold dig på måtten" er blevet til i samarbejde med Thomas Helmig, Klaus Kjellerup og Johnny Madsen. Rygning forbudt i Vejle Når Kim Larsen 29. oktober går på scenen i Musikteatret i Vejle, er det blevet ham strengt pålagt ikke at ryge. Sådan bliver det nu ikke i Frederikshavn, hvor den rygeglade musiker gerne må have ild i sine cigaretter under koncerten. - Jeg mener, at det er en del af hans kunstneriske udtryk, så derfor respekterer jeg det, siger Claus Pedersen. Han understreger dog, at det ikke er alle kunstnere, der får lov at pulse løs som det passer dem. - Jeg tolererer rygning, hvis der er en særlig grund til at det skal indgå i forestillingen. Ellers appellerer jeg kraftigt til, at også kunstnerne er med til at overholde rygeloven, siger Claus Pedersen, og tilføjer, at det langt fra er alle kunstnere, der overhovedet ønsker at ryge, mens de optræder.