Larsens lønkrav opfyldt

To Isliga-klubber har fundet pengene - AIK venter stadig

Ishockey 9. marts 2003 07:00

AALBORG: Meget tyder på, at Aalborg Ishockey Klub efter denne sæson må sige farvel til mindst én af de to spillere, Frederik Åkesson og Ronny Larsen, der fredag aften ellers blev kåret som klubbens mest markante profiler i denne sæson. - Jeg har fået opfyldt mine lønkrav. Endda af to klubber fra den danske Isliga, fortæller Ronny Larsen, der dog ikke vil ud med navnene på de to klubber. Én ting står dog klart: AIK er ikke mellem. Den aalborgensiske klubledelse har fundet Ronny Larsens lønkrav for urealistiske. Landsholdsangriberen har længe ønsket at blive fuldtidsprofessionel og skippe halvtidsarbejdet i en børnehave. Det kan nu lade sig gøre. Tilsyneladende bare ikke i AIK. - De vil åbenbart hellere bruge pengene på en udlænding, der måske er 50.000 kroner billigere. Omvendt skal han så hjælpes med bolig og mange andre ting . og så er det ikke engang sikkert, at han falder til på holdet, kommer det lettere hovedrystende fra den elegante forward. - Det er helt i orden for mit vedkommende, hvis man ikke har pengene til mig i AIK, men det her handler ikke om forhandlingstaktik. Jeg kom med dette ønske i september, og det har ikke ændret sig siden. Heller ikke selv om jeg faktisk har fået to tilbud, hvor jeg vil tjene mere, end jeg har forlangt i AIK. I et halvt år har pucken altså været på AIK-ledelsens side, men selv om Ronny Larsen var blevet lovet en afklaring inden 1. december, er der ikke sket noget i den mellemliggende tid. Blandt flere af holdkammeraterne er det en del af forklaringen på den manglende skarphed hos puckekvilibristen. Fredag aften viste han flere prøver på sin driblekunst, men det har længe knebet med at få pucken ind i rusen. Ifølge medspillerne fordi koncentrationen måske ikke har været 100 procent. - Det er da klart, at jeg tænker meget på fremtiden i øjeblikket. Det er jo ikke bare mig, der skal flytte, men også min kæreste Jeanette, erkender Ronny Larsen. - Det er dog ikke nogen undskyldning for mit spil. Jeg burde stadig kunne skubbe det til side, når vi spiller kamp, men det ligger jo nok og lurer et eller andet sted. Han håber, at spekulationerne ikke præger spillet for meget søndag, når det gælder hans gamle klub, Herning, i en meget afgørende kamp om årets semifinalebilletter. AIK-sejr enten i ordinær spilletid eller forlængelse holder aalborgenserne inde i varmen før sidste kvartfinale på fredag mod Herlev, mens nederlag lukker og slukker Isliga-sæsonen for nordjysk ishockey. Netop Herning kunne være et godt emne som Ronny Larsens kommende klub. Tre gange er han blevet dansk mester med den midtjyske klub, en gang har han vundet sølv og to gange er han kåret som årets spiller i dansk ishockey, mens han har været i den uldjyske.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...