Laserlys til folk med nåleskræk

Velegnet til børn

BIERSTED:Laserlys i nogle få sekunder i stedet for nåle i huden. Det er en landvinding i akupunkturen, ikke mindst i behandling af børn, og den har den 43-årige sygeplejerske og alternativ behandler i Biersted, Dorte Nygaard Olesen netop taget til sig. Det betyder, at hun kan bruge et lille laserapparat i behandlingen af mennesker med nåleskræk, og dem er der mange af - i lighed med folk med flyskræk. - Fordelen er også, at behandling med laserlys ikke gør ondt. Det rettes på huden, men uden at trænge igennem den, i omkring 20 sekunder. Modsat skal akupunkturnåle sidder i op imod en halv time og det er længe for børn at ligge helt stille. Og selv om det er bittesmå nåle, vi taler om, afholder de også voksne mennesker fra at blive behandlet, fordi de er bange for nålene, siger hun. Dorte Nygaard Olesen har været i hjemmeplejen i Aabybro Kommune og er nu visitator og dermed bruger hun sin sygeplejerskeuddannelse. Men hun interesserer sig også så meget for den traditionelle kinesiske medicin, at hun allerede i 1991 blev uddannet til zoneterapeut og siden akupunktør. Uddannelserne forener hun ved at bruge en ugentlig fridag fra jobbet som sygeplejerske i sin private klinik for alternativ behandling i Biersted. - NORDJYSKE bragte en artikel før jul om en tandlæge og akupunktør i Aalborg, der bruger laserlys, og hendes resultater var så gode og behandlingsformen så lokkende, at jeg besluttede mig for at bruge det, siger Dorte Nygaard Olesen. Akupunkturbehandling er efterhånden ved at vinde indpas og WHO, verdenssundhedsorganisationen, har udarbejdet en alenlang liste med sygdomme og lidelser, som anses for at kunne behandles på denne måde. Det er eksempelvis flyskræk, hedeture, kvalme i forbindelse med kemoterapi, kolik, hovedpine og allergi. Mange af de erfaringer har Dorte Nygaard Olesen også. Og da en af hendes døtre rystede af eksamensskræk, blev hun sendt af sted med akupunkturnåle i sig. De fik hende til at slappe af og hun scorede 10 i tysk.