Laserpenne kan gøre børn blinde

Læger slår alarm. På seks måneder har syv børn fået varige øjenskader, efter de har leget med laserpenne

De nye laserpenne er så kraftige, at de kan ødelægge børns syn. Foto: Colourbox

De nye laserpenne er så kraftige, at de kan ødelægge børns syn. Foto: Colourbox

HELE LANDET: De nye laserpenne har ikke meget at gøre med de røde laserpointere på 1 milliwatt, som man i årtier har brugt som pegepind på skoler og på arbejdspladser.

De laserpenne, som er i omløb blandt børn i øjeblikket, er flere tusinde gange stærkere.

- Den stærkeste laser, som jeg har set skade et barn, er på 2000 milliwat. Den kan på 1/10 sekund medføre, at et barn bliver blindt, eller også en voksen. Og man skal ikke lyse mod en reflekterende overflade som et spejl eller metaloverflade. Man kan blive blind, siger overlæge Jon Peiter Saunte fra Glostrup Hospital til Kontant.

Jon Peiter Saunte har undersøgt de mange børn med øjenskader, og han er dybt foruroliget.

- Jamen, vi har aldrig haft det her før. Det er noget helt nyt. Vi har haft andre typer af øjenskader, vi har været bekymret for. Men nu er det den nye trend, som vi kan se har ramt en del børn.

Laserpennene sælges i danske butikker og på websider. På hjemmesiderne bliver der reklameret med, at laserne er så stærke, at de kan sprænge en ballon og antænde en cigaret. Det appellerer til børn og unge.

Jon Peiter Saunte undrer sig over, at ingen griber ind overfor salget.

- Jeg bliver forarget over det. Jeg synes, det er ærgerligt, at man tillader, at alle kan købe det her farlige legetøj, fordi det er jo i virkeligheden ikke legetøj. Det er skadeligt. Og man har heller ikke brug for det. Hvad er formålet med det? så vi vil meget gerne have det væk fra markedet.

Ni-årige Hjalte Toft Funck fik en laserpen på ferie til Bulgarien. Den har kostet ham 70 % af synet på det ene øje. Hans forældre var ikke klar over, hvor farlige de nye laserpenne er.

Selv om laseren er smidt ud, er de stadigvæk meget bekymrede, da laserpennene er ganske udbredt på skolen og ved fritidsaktiviteter.

- Jeg er jo dødbange for, at vi møder sådan en igen, når Hjalte er hjemme og lege hos nogle venner, eller hvis han møder den i skolen eller i fritidsklubberne. Han skal bare ikke have flere skader på det øje, siger Hjaltes mor Kathrine Toft Funck.

Hun håber håber, at myndighederne får øjnene op for de farlige lasere.

- De skal forbydes. Jeg ville håbe, at de kunne blive forbudt. Når Hjalte har fået en øjenskade, er der ikke andre, der skal have en. Få det stoppet nu.

Få mere at vide om problemet med de farlige laserpenne i aftenens Kontant kl. 21:00.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.