Fodbold

Lasse Jensen spillede ulovligt for Klitmøller

Klitmøller mister sandsynligvis de syv point, som holdet har taget i efteråret.

FODBOLD:Hovedpersonen fra onsdagens skandalekamp i fodboldens serie 4 mellem Nordthy/Hillerslev og Klitmøller, Lasse Jensen, har spillet ulovligt for mølboerne i efterårets første fire kampe. I sommerpausen kom Lasse Jensen til fra Sjørring, men hans spilletilladelse kom ikke med, da han skylder kontingent i Sjørring Boldklub. - Det er dybt beklageligt. I klubben må vi tage det fulde ansvar for, at Lasse har spillet ulovligt for os. Vi troede, at han var spilleberettiget for os, men det har vist sig, at det var han ikke. Vi har fået mere end 20 nye spillere i sommerpausen. De fleste er kommet fra Thisted, og vi har styr på deres spilletilladelser, men det er altså kikset med Lasse. Nu skal Sjørring hurtigst muligt have deres penge, så den her sag kan komme ud af verden, siger næstformanden i Klitmøller IF, Mikael Konradsen. Praksis i den slags sager er klokkeklar hos JBU. Efter al sandsynlighed bliver Klitmøller idømt en bøde, og samtidig vil mølboerne blive taberdømt med 3-0 i de kampe, som Lasse Jensen har spillet. Lasse Jensen har spillet efterårets første fire kampe. Her har Klitmøller hentet syv point, men dem må klubben altså nu vinke farvel til. - Det er der ikke noget at gøre ved, siger Mikal Konradsen, der også er formand for Klitmøllers seniorudvalg. Som leder i Klitmøller er Mikael Konradsen dybt berørt af sagen om Lasse Jensens trusler mod dommer Ole Grave i kampen mod Nordthy/Hillerslev i onsdags. Tager dybt afstand - Vi tager dybt afstand fra den slags i klubben. Jeg har allerede hørt fra nogle af vore sponsorer, der ikke vil støtte klubben, hvis vi opfører os på den måde. Derfor kan jeg også love, at vi internt vil stramme op. Vi kan ikke tåle en gentagelse. Den slags må aldrig ske igen. Det er vigtigt, at vi kommer godt ud af den her sag. Vi har en stor og velfungerende ungdomsafdeling, og der er kommet gang i den i seniorafdelingen med masser af folk til træning efter den store tilgang i sommerpausen. Derfor er det også meget ærgerligt med den her sag, siger Mikael Konradsen.