Nibe

Lasse "Kok" siger stop på cafeen

Lasse Petersen har planer om et nyt projekt i Nibe - men først vil han lige "hygge sig" i et par måneder

NIBE:Lasse Petersen er kendt af de fleste nibenitter, hvoraf mange har stiftet bekendtskab med hans kogekunst. Men de fleste kender ham nok bedre under Nibe-navnet Lasse Kok. Gennem de seneste 12 år har han været chef i Torve Cafeens lille, men velindrettede køkken, og her har han tryllet masser af lækker mad frem, både til servering i cafeen og ud af huset. Ligeledes har han tappet et ukendt antal liter fadøl fra hanen i baren, ligesom han har leveret masser af muntre bemærkninger på et uforfalsket sønderjysk. I morgen, mandag, er det slut. Lasse Kok har sagt stop. Ikke fordi han er ked af arbejdet. Faktisk har han, når han selv skal sige det, haft 12 fantastisk dejlige år i Nibes lille, hyggelige cafe, og når han har valgt at stoppe nu, så er det simpelt hen fordi, han har lyst til at prøve noget nyt. - Nu vil jeg lige gå et par måneder og hygge mig, så går jeg i gang med et nyt projekt her i Nibe, fortæller en bredt smilende Lasse, da vi træffer ham fredag omkring middag i færd med at stege hakkedrenge, der syder lystigt på den sorte pande, mens DM i cykling ruller af sted på Torvet lige udenfor. Hvad det er for planer, han har, vil han ikke ud med endnu, men han lægger ikke skjul på, at det bliver i den branche, der gennem en meget lang årrække har været hans gebet. Lasse er selvlært kok med rødder i det sønderjyske, og det kan endnu høres, når han snakker. Selv mere end 20 år i det nordjyske har ikke formået at høvle den sønderjyske sprogtone væk. Efter en periode som forsamlingshus- og kroholder i Sønderjylland søgte han og fik i 1982 arbejde som kok hos bager Klokkerholm på Restaurant Sølyst i Sebbersund. Her blev det til et enkelt år, hvorefter han i 83 rykkede over til konkurrenten Sebbersund Kro, hvor han var i en lille halv snes år, inden han på ny rykkede teltpælene op for at blive tjener på Torve Cafeen hos daværende ejer, Bent Hald. Og det job passede Lasse helt fint, så fint, at han "fulgte med", da Konni og Karsten Vestergaard for nogle år siden overtog Torve Cafeen. Her gjorde han comeback som kok, da de nye ejere etablerede køkken i cafeen, og det er måske på dette felt, han er blevet mest kendt i byen. Både gennem cafeens kunder og den mad, der er leveret ud af huset. Ikke mindst i forbindelse med Mortens Aften, hvor der hvert år er gået omkring 400 portioner ud af huset og i forbindelse med udsalgene i Nibe med gule ærter i størrelsesordenen 200 portioner. Trods sine sønderjyske rødder er Lasse faldet rigtig godt til i det nordjyske, og især synes han, han fik en god modtagelse i Nibe, selv om han godt ved, at der skal mere end 12 års bopæl i byen til for at blive rigtig nibenit. Mandag er hans sidste arbejdsdag, inden Bente Pedersen overtager hans job. Køkkenskiftet markeres af værtsparret med en reception, hvor gode venner, kunder m.m. kan få sagt pænt farvel til Lasse "Kok", inden han går på et par måneders selvvalgt ferie.