Lasse Norman indleder OL-titelforsvar med førsteplads
Den regerende OL-guldvinder i omnium fik held til at snuppe en omgang i scratch ved OL i Rio.

CYCLING-TRACK-OLY-2016-RIO Foto: Scanpix/Eric Feferberg
Cykelrytteren Lasse Norman Hansen indledte søndag aften titelforsvaret i omnium ved OL i Rio med bravur.
Den 24-årige dansker vandt den første disciplin, scratch.
Lasse Norman Hansen forsøgte sig tidligt med et udbrud sammen med briten Mark Cavendish, men duoen blev hurtigt indhentet af feltet.
Senere havde danskeren mere held med sig, da han sammen med den tyske VM-sølvvinder Roger Kluge hentede en omgang på det øvrige felt.
Lasse Norman Hansen sikrede sejren, da han oversprintede tyskeren i den afsluttende spurt.
Dermed har danskeren 40 point efter den første af de seks discipliner.
Roger Kluge er nummer to med 38 point, mens franske Thomas Boudat er nummer tre med 36 point.
Lasse Norman Hansen har tidligere ved årets OL vundet en bronzemedalje.
Det var sammen med Danmarks banelandshold i 4000 meter holdforfølgelsesløb.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.