Lasse og Mathilde med vrinsk
Hingstestation Katrinelund åbner staldene med fuld musik

Lasse og Mathilde giver sammen med deres musikalske ven Peter Vester koncert ved Katrinelunds åbent hus-arrangement på lørdag. Foto: Mette Lysgaard Salomon
ØSTER ASSELS: Det plejer at være et tilløbsstykke, når Hingstestationen Katrinelund slår stalddørene op og inviterer til åbent hus på Hesterøroddevej i Øster Assels.
Her kan man i morgen se nogle af Katrinelunds mange præmiehingste - både de velafprøvede og de nykårede - blive vist frem på banen. Derudover medbringer mange ”forældre” deres nye føl, så man kan se, hvordan afkommet tager sig ud.
Sædvanligvis trækker arrangementet over 1000 mennesker fra nær og fjern, og der har da også meldt sig en hel busfuld fra Sverige til lørdag.
Her vil man også kunne opleve duoen Lasse og Mathilde i selskab med deres musikalske ven, hestemanden Peter Vester, spille numre fra deres nye cd ”Sange til hesten”. Den er nemlig én stor kærlighedserklæring til hesten, og de var også med, da Katrinelund deltog i årets hingstekåring i Herning.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.