Lasse passer sit stenalderjob på Hjerl Hede

Faster manglede en rask dreng, der ville være med til at levendegøre bopladsen - og Lasse var med på ideen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

For andet år er Lasse stenalderdreng på Hjerl Hede. Foto: Henrik Louis

HJERL HEDE-BRØNDERSLEV: Seks-årige Lasse Nørgaard Andreasen fra Høgevej i Brønderslev har et ikke helt almindeligt feriejob. Han er nemlig stenalderdreng på Hjerl Hede. Det er hans faster, Anne Dorte Herzum, der gennem en halv snes år har været frivillig på stenalderbopladsen, der har tilbudt Lasse at arbejde ni dage på Hjerl Hede. Og Lasse var straks med på ideen. - Der var brugt for et barn i stenalderfamilien, og da mine børn var blevet for gamle, måtte vi jo kigge os om. Og Lasse ville gerne med, fortæller Anne Dorte Herzum. Jernalderfolkene bemander hver dag jernalderbopladsen. Her tilbereder de mad, arbejder i skind og meget andet. - Det skal være så naturtro som muligt. Derfor skal alt tøj og alt udstyr være som i jernalderen. Anne Dorte Herzum har syet tøjet. Lasses tøj er syet i svineskind. - Lasses største betænkelighed var, at han ikke må have nutidens underbukser på, men så syede jeg et par i skind, fortæller Anne Dorte Herzum. Og det beroligede Lasse. Forleden fyldte Lasse seks år. Og han blev fejret allerede klokken syv om morgenen med blandt andet lagkage. Forældrene, Lone og Christian Andreasen kom også på besøg sammen med Lasses lillebror Jonas på snart tre år. På stenalderbopladsen stod menuen den dag på kaninsteg. En kanin blev båret ned til bopladsen. Her blev den flået med en flække. En flække er et stykke skarpt flint, der bliver tilovers, når flintesmeden laver våben. Flere af beboerne i stenalderbopladsen går rundt med flækker i et etui, og andre har flintedolke (dolke i metal er jo endnu ikke opfundet i stenalderen). Der blev lavet et lille hul i kaninens bug, og Lasse pustede så for at skille skind fra kød. Kaninen blev stegt over bål. - Vi har også fået fisk, som vi selv har fanget, fortæller Lasse. Stenalderfamilierne har alle været der flere år. De har typisk en uge ad gangen. - Vi bor i en spejderhytte, fortæller Anne Dorte Herzum, der betragter det som en slags ferie. Stenalderfamilierne får mad og husly, mens de arbejder på Hjerl Hede.