Lastbil lækkede 750 liter dieselolie

Ved et uheld blev der slået hul på tanken på en lastbil tæt ved Østervrå

Arkivfoto: Nicolas Cho Maier

Arkivfoto: Nicolas Cho Maier

ØSTERVRÅ:750 liter dieselolie løb ud i rabatten, da der torsdag eftermiddag blev slået hul på en lastbils dieseltank på Hjørringvej lidt nord for Østervrå.

Uheldet skete ved en entreprenørvirksomhed, hvor man var ved at omlæsse en estisk lastbil fra en blokvogn til en anden. Den kom fra Sindal og skulle have været videre til Padborg, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab i Frederikshavn, Bo Isaksen.

- På en eller anden måde rammer lastbilen på vejen en læsserampe, og der bliver slået hul på tanken. Det resulterer i, at 750 liter olie løber ud, siger han.

På virksomheden ringede man omgående 112 og gjorde i øvrigt, hvad man kunne for at inddæmme olien med en rendegraver.

- Det eneste, vi kunne gøre, var at strø kattegrus ud, hvor olien var løbet ud på vejbanen, men den er mest løbet ned ad en bakke over en strækning på cirka 100 meter i rabatten på begge sider, oplyser Bo Isaksen.

Frederikshavns Kommunes Miljøafdeling er allerede på stedet og forestår den videre indsats.

- Jorden skal graves af i begge sider, indtil forureningen er fjernet. Man kan håbe, at den seneste tids regn har forhindret olien i at trænge særlig dybt ned, men der er da en del oprydning, der skal gøres, siger Bo Isaksen.

Trafikken på stedet er kun påvirket til og fra selve ejendommen, da olien er løbet ud på en privat stikvej fra Hjørringvej.

Det er altid skadevolderen, der betaler i forureningssager, men da der er tale om et hændeligt uheld, dækkes udgiften af virksomhedens forsikringsselskab.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.