Lastbil på glatis på E39

Vejene er glatte mange steder i Nordjylland efter nattens snefald. På motorvej E39 kom lastbil på tværs tidlig torsdag morgen.

Nordjylland blev natten til torsdag ramt af en pæn bunke sne, og her torsdag morgen er der sne- og is-glatte veje overalt i landsdelen, advarer Vejdirektoratet. Det kan en lastbilchauffør tale med om. Tidligt torsdag morgen endte lastbilen delvist ude i nødsporet på motorvej E39 i det sydgående spor nær frakørslen til Tylstrup. Noget af lastbilen rager ud i motorvejsporet tættest på nødsporet, så bilisterne skal passe på, når de skal forbi uheldsstedet, advarer en trafikrapportør. Det er selvfølglig en god idé at tage hjemmefra i god tid og køre forsigtigt i det glatte føre, selv om der er fuld gang i snerydningen og vejsaltningen lige nu. Sneen generer også busserne. Nordjyllands Trafikselskab oplyser, at mange busser her til morgen er forsinkede på grund af vejret.