Latinamerikanske forbindelser

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den fattige befolkning i Venezuela støtter præsident Hugo Cavez i hans kamp for genvalg i dagens valg. Scanpix

Det er, som om USA har glemt sin egen baghave. I hvert fald skældte den respekterede avis New York Times for nylig Bush-regeringen ud for ikke at ane en pind om, hvad der foregår ude i det caribiske hav og i Sydamerika. Kendsgerningen er, at siden amerikanerne en septembermorgen i 2001 har haft nok at gøre med at bekæmpe terroren i egne byer, i Afghanistan og Irak, så blæser der for hver dag nye og kraftige venstrevinde i regionen. Ikke mindst Venezuelas præsident, Hugo Chavez, drømmer om revolutionen og har slået sig op som en sand Fidel Castro ven. Den uddannede oberstløjtnant flyver gerne Caracas-Havana retur for at besøge den døende cubanske leder og manifestere latin-aksen, som amerikanerne har svært ved at greje. Og at Chavez er Latinamerikas joker fornemmes allerede under køreturen op mod de forarmede blikskure i bjergene rundt om hovedstaden Caracas, hvor hans stemme fylder radioen, og navnet står printet på husmure og bannere. Moderne socialister Med sin antiamerikanske retorik i timelange live transmitterede taler og ”oliesmørelse” har Venezuelas leder tilsyneladende sat sig for at udfylde tomrummet efter El Comandante i denne del af verden, hvor de fleste politiske ledere er valgt på massernes modstand mod årtiers politik dikteret af den såkaldte Washington Konsensus. Specielt Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds strategi med omfattende privatiseringer har fejlet i landene med svage institutioner og korrupte statsapparater. Hvilket har placeret en bølge af mere moderate og knap så revolutionære fra venstrefløjen – som Vasquez i Uruguay, Lula i Brasilien og Bachelet i Chile –på førersædet. Fra den position forsøger de på mere moderne socialistisk vis at udligne uligheden og fattigdommen, der, som det blev skåret ud i pap i en FN-rapport medio november, om noget er det, der skaber had og konflikter på verdensscenen – om det så hedder Europa contra Mellemøsten eller rig og fattig i en bananrepublik. Men når der til de moderate og progressive ledere med hang til socialisme i Latinamerika skal lægges langt mere radikale kræfter som Morales i Bolivia og Chavez, begynder det at irritere langt ind i Bush’s CIA-agenters rækker, hvor gamle anti-Castro og anti-Ortega folk endnu har noget at sige – for ikke at glemme den nye forsvarsminister, Robert Gates, der i et memorandum a 14. december 1984 erklærede sig parat til at bombe sandinisterne i Nicaragua sønder og sammen. Men hvor de i dag skal placere deres gamle ”dødsfjende” Daniel Ortega i spillet om ”baghaven” er endnu for tidligt at spå efter den politiske studehandel kaldet ”Pagten”, den tidligere så højtråbende revolutionære leder har indgået med sin højrefjende, Arnoldo Aleman, og valgsejren for nylig. En sejr, der kom, trods det at USA atter blandede sig ved bl.a. at sende arkitekten bag 80”ernes Iran-Contra-skandale, Oliver ”Ollie” North, en tur sydpå i forsøget på at undgå flere af Chavez’ og Castro’s gode venner på spillepladen. Lang vej til revolutionen Men som sandinisternes reelle hensigter i dagens Nicaragua er den ”bolivarianske revolution” i Venezuela stadig uklar, til trods for at der ifølge den danske generalkonsul i Caracas ”er sprøjtet flere penge ind til de fattigste, der skal have mulighed for at købe egne grise og pløje egen jord,” siden Chavez kom til magten sidst i halvfemserne. Men der er endnu lang vej til revolutionen. Og Chavez ved det. Han ved også, at tiden til at gennemføre missionen kan være knap i landet, hvor de 26 millioner indbyggere notorisk har været ledet af skiftende diktatorer helt frem til 1958. Siden har Venezuela i princippet været et demokrati.. Faktum er bare, at Chavez – måske belært af Fidel – forsøger at holde oppositionen nede med stort set alle tænkelige midler. Oppositionen bider Men modsat på Cuba så findes der trods alt en opposition – med den noget farveløse Manuel Rosales i spidsen – i Venezuela, der bider fra sig, ligesom en sag om eksproportion af et par golfbaner i den rige østlige ende af Caracas har skubbet en kile af uro ind blandt regeringskammeraterne, hvor en af fløjene ellers er parat til at ofre alle overklassens privilegier på revolutionens alter. Og Chavez har masserne i det forarmede land med sig i den sag. Desuden ved han, at Venezuela har større kendte oliereserver end selv Saudi-Arabien. Læger for olie Det ”sorte guld” tillader ham at fyre en del populistiske paroler af, som krydret med indiansk nationalisme sikrer hans stemme på tværs af Latinamerikanske landegrænser, erkender hans tro væbner, Dozthor Zurient, der i flere år arbejdede tæt på Hugo Chavez, da vi sidder i hans lejlighed i et trist betonkompleks nær Plaza Venezuela. Men den tidligere frihedskæmper i El Salvador blev far for et par måneder siden, så han har fået job i Ministerio de Relaciones Exteriores, fordi han aldrig havde fri hos præsidenten, der ynder at arbejde i døgndrift. Dozthor Zurient mener at vide, at Rosales har allieret sig med USA og står bag et løfte om at udbetale hundreder af dollars til hver en fattig borger ved kasse ét, hvis guvernøren kommer til oliekilden. Da vi har forladt lejligheden, fortæller Dozthor stolt om byttehandlen, olie for hundreder af cubanske læger, der gør stor gavn i slumbebyggelserne, der slynger sig som en dødsensfarlig – her går ingen venezuelanere med midler på lommen ind ved dagslys – slange rundt om hovedstaden, mens vi glider forbi Universidad Central De Venezuela, der med sine knap 100.000 studerende er landets største, og kører hjem til ”fæstningen” i bydelen El Paraiso. Rød Zone Og som den danske generalkonsul venligt men bestemt gjorde opmærksom på, så ligger den i den røde zone, hvor eksplosive sociale spændinger, voldelige overfald og væbnede røverier – gerne udført mod gringoer – hører til dagens uorden, hvorfor enhver med et hus eller en bil i denne larmende, stinkende men også interessante hovedstad bor bag pigtråd, wire med strøm og gitre. - Jeg føler mig overbevist om, at oppositionen vil sejre, hvis ikke der snydes med stemmerne til valget. - Og det er da et paradoks, at mens man i Europa endnu benytter sig af manuelle stemmesedler, så bruger dette tredjeverdensland en teknik, hvor man snildt kan ændre i programmerne, sagde middelklassedrengen, Manuel, og satte hårbåndet inden en fodboldkamp i det underlige land, hvor det modsat alle andre fodboldgale geografier på breddegraden er de amerikanske olieproducenters medbragte baseball, der er nationalsporten. Med mistanken om Chavez’ snyd hængende i luften sammen med de i Caracas så allestedsnærværende helikoptere, der bringer ham og folk med penge hen over bilkøerne, går turen i en faldefærdig amerikanerøse på benzin til omkring 18 øre literen hen forbi flyselskabet på Caracas Hilton for at proviantere internationale tidsskrifter. De beretter om et Latinamerika, som står foran en korsvej, inden den ”sikre taxa” triller ud af den ”røde zone”” mod maskinen til Havana og køerne af sydeuropæiske efterkommere, der desillusionerede forlader Republica Bolivariana De Venezuela, som Chavez har døbt landet. I Havanna venter man Stemningen er anderledes fredsommelig i Havana, selvom fattigdommen her ikke er mindre udbredt. Tværtimod. På overfladen ligner den cubanske hovedstad sig selv. Men det er et synsbedrag, for i de smalle, hullede gader, der hvor styrets lakajer ikke kan lytte, hvisker man ikke længere. Man taler om fremtiden, og man er begyndt at nævne El Comandante ved eget navn – og uden altid først at se sig over skulderen. Man venter i Havana. Man venter altid i Havana. På bussen, på en besked, på et rationeringsmærke, en dims til en lampe, til en bil eller bare en tilladelse til et eller andet. Lige nu venter man på, at Fidel Castro skal dø. Det er, som om tiden står stille og alle holder vejret i dette diktatur, der dog hverken kan sammenlignes med Hitlers, Stalins eller Francos. Dertil skinner solen for ofte, mens musikken spiller og rommen flyder – og hvor Fidel Castro, modsat andre hårdhændede regenter, hverken dyrkes på husmure, med statuer eller gadenavne. Det er som om, at den karismatiske og næsten to meter høje mand har skabt et samfund, hvor intet bag dørene og øjnene er som det ser ud til at være. For en turist på gennemrejse er det at færdes i Havana som at træde ind i en anden verden i en anden tid med priser og en charmerende slidt dekadence i bedste kolonistil, der ikke kan opleves noget andet sted i verden. For cubanerne er det en vanskelig hverdag uden frihed til at tale, tjene penge eller tage ud i verden. Et uafsluttet socialistisk eksperiment, som er langt mere radikalt end Sovjetunionen nogensinde var, og hvor der aldrig er blevet plads til en fremadstormende middelklasse som i Kina. Men det er altså denne form for ”rendyrket” socialisme Chavez – denne tidligere så brændende anti-kommunist, modstander af Fidel Castro og kupmager – gerne vil kopiere først i Venezuela, siden over hele regionen. Den amerikanske fjende Og Chavez har for længst udpeget fjenden: Amerikanerne – som sandt for dyden heller aldrig har holdt sig tilbage med svinestreger syd for egne grænser. Med et ofte karikeret tegnet billede af ”imperialisterne” in mente blev han efter et mislykket kupforsøg og et efterfølgende fængselsophold først i halvfemserne nogle år senere båret ind i præsidentpaladset på legal vis af et folk, som også dengang var utilfreds med suppedasen, de befandt sig i. De fattige ville have en stærk mand. Og det har de fået, selvom provinsknægten fra Los Llanos nu kan virke helt blødsøden, når han læser højt af litterære værker som Don Quixote i Caracas’ parker eller fremsiger digte og synger, som han dagligt gør det i timelange taler under valgkampen i en knap så intellektuel form som hans politiske forbillede her på Cuba engang formåede. Og netop her i dagene frem mod afholdelsen af 80-års fødselsdagen – der egentligt lå medio august – venter alle på nyt fra den syge mand. - Det er 15 dage siden, vi sidst hørte fra ham. Ingen ved, om han er i live, sagde taxachaufføren på turen fra lufthavnen ind langs den kilometerlange havnepromenade, Malecon, der som alt andet i byen er i forfald. En æra vil slutte Men ingen nuværende leder – og da slet ikke broderen Raul Castro, der passer biksen lige nu – får lov til at erstatte Castro i den nuværende kontekst. Desuden vil Cubas overgang til en ny tid uundgåeligt kaste lys på regimets sande fortid – dets fejl, bedrag og skuffelser og dets bedrifter indenfor uddannelse og offentlig sundhed. - Og fordi kendsgerningerne for de flestes vedkommende vil være negativ, vil det være umuligt at fortsætte revolutionen, da man har brug for en revolutionær leder at se op til, siger Mexicos tidligere konservative udenrigsminister, Jorge G. Castaneda, der i dag er professor i Latinamerika-studier. Han tilføjer: - Og Chavez har slet ikke formatet. Castaneda forudser ligefrem, at en æra er slut, da den revolutionære skole, som Castro har været inspirator for og leder af mister sin værdi med Fidel’s død og vil gøre det lettere for mere moderate venstreorienterede ledere at få succes. Men professoren skal ikke vide sig for sikker, for selv i hans eget hjemland er den revolutionære tanke næret de seneste uger efter at venstrefløjens Andres Manuel Lopez Obrador knebent tabte et valg og nu skriger om ”valgsvindel” og ”revolution” for at transformere mexicanernes svage og ulige samfund – apropos FN-rapporten fra Istanbul – som hvert år sender så store skarer af desperate immigranter mod nord, at amerikanerne for nylig har besluttet at trække et hegn til 40 milliarder kroner gennem Californien, Arizona, New Maxico og Texas. Og mens de bygger det, vil Castros personlige overdragelse af magten til broderen ikke ændre det store her og nu, mener man på gaden, i barerne, blandt de universitetsstuderende og i de politiske korridorer i Havana. Men lige så sikre er de fleste på, at Raul ikke kan holde på magten. - Jeg tror, de holder Castro i live for at vinde tid. Og jeg håber i mit hjerte, at det hele vil ske fredeligt, siger min ven Orlandito, der endelig er blevet færdig med sine økonomistudier og ingen veje ser til en fremtid i dette mærkværdige, brutale men også fascinerende menneskelige og politiske eksperiment, før Fidel Castro er historie.