Musik

Latteren bølger ombord

Gæsterne er i underholdende selskab med de to styrmænd

FREDERIKSHAVN:- Velkommen ombord på det gode skib Wækst og Wilje, hvor vi undervejs vil møde det gamle Frederikshavn, det nye Frederikshavn, det gamle Madsen og Thrane og det nye Madsen og Thrane. Sådan præsenterede Jan Michael Madsen og Knud Erik Thrane, deres show på Hyttefad I, der havde premiere fredag aften. Og præsentationen beskriver præcist, hvad publikum møder på deres sejltur med styrmændene Madsen og Thrane. Skibet M/S Wækst og Wilje er den ramme, som Hyttefadets gårdhave bliver lavet om til i de knapt tre timer, showet varer. Og Wækst og Wilje er samtidig pejlingsmærkerne på denne guidede tur rundt i de to herrers verden og univers. Skibakken, palmestranden og havnen er blandt de stop, vi gør på sejlturen. De får alle en særlig kærlig-kritisk kommentar med på vejen af Jan Michael Madsen. Samtidig er der ingen tvivl om, at de synes, at frederikshavnerne bør glæde sig over, at der sker usædvanlige ting i byen. En hyldest De har faktisk skrevet en hyldest-sang til Frederikshavn med omkvædet: Vest for Læsø, syd for Skagen, det er ikke store ord, det er der, vi er og der hvor vi bor. En sang, som publikum tog rigtig godt imod. Der var også rosende omtale til Den ny Frederikshavn Kommunes enarmede tyveknægt Skagen, der med de høje ejendomspriser og mange turister skal give den nye kommune den store gevinst. - Skagen, Frederikshavns største turistattraktion, sagde den tidligere skagbo Knud Erik Thrane inden, de to gik i gang med sangen Skagen- Smukt som et maleri, som skal synges på grandprixvinderen Smukt som et stjerneskud. På programmet var også gamle kendige, som folk, der har set Madsen og Thrane før, vil kunne huske. Der er altså ikke tale om et helt nyt show og formen med en kombination af sjove historier og medrivende sange er også velkendt. Og det er altså hyggeligt og fornøjeligt. Havnerundfart Der er ikke tale om en verdensomsejling på de syv have, hvor man som gast bringes til kajs med et nyt syn på sig selv og verden. Der er snarere tale en havnerundfart, hvor man ser steder fra den verden, man kender og derfor genkender. Man sejler til steder, hvor man ser sin egen verden fra en ny side og griner af sig selv og af de andre ombord på M/S Wækst og Wilje Fras" havn. (Som det udtales, hvis man vil integreres, og hvem vil ikke det.)