EMNER

Latterlig og ond

Af Peter Svanum Rebild Hedevej 17, 9520 Skørping skriverkarl@mail.dk FRIKIRKEPRÆST: At en præst er så usandsynlig dårlig til sit job, at han åbenbart ikke har ordet i sin magt, men må bruge afstumpede symboler for at få sit budskab igennem, virker på én gang barnligt, naivt og dumt - men samtidig også afskrækkende. Han må jo have sympatisører, der finder det ok, at han med fuldt overlæg er med til at skræmme mindre børn fra vid og sans. Det undrer mig ikke, at Knud Held-Hansen, som konstant lider af et religiøst overtryk, straks har meldt sig som sympatisør (8.12.). Knud Held-Hansen har op til flere gange spået jordens undergang, men hans timing har åbenbart ikke været god nok. Samtidig må præsten jo have en menighed, som slutter op om hans gøren og laden. Præstens handling er så latterlig, så den burde forbigås i tavshed. Den store verden har mange andre og betydelig større problemer, men når man generer nogle af de mest sarte sjæle, nemlig småbørn, der for tiden har deres egen nisse, der fortæller historier osv., så har éns budskab kun et formål, nemlig at være ond. Man kan jo frygte, at præsten begynder at flænse tøjbamser under henvisning til, at det stakkels barn ikke må have andre guder. At den oversete præst ikke har formået at få sit budskab frem via ordet, da han åbenbart er en dårlig formidler, skal ikke gå ud over uskyldige børn.