Latterligt med bøde på 800 kr.
Forældre til dreng, der blev forbrændt i SFO’en, forstår ikke, at gerningsmanden slipper så billigt

Magnus - sammen med sin mor, Liv Durhuus, og sine søskende - efter at han kom hjem fra Rigshospitalets brandsårsafdeling. Arkivfoto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk
THISTED:- Det er et latterligt beløb. Så kunne de ligeså godt have ladet være med at straffe ham.
Det er reaktionen fra Liv Duurhus, mor til den nu syv-årige Magnus. Han blev alvorligt forbrændt i ansigtet, da der en dag i januar skulle være bålhygge ved skolefritidsordningen på Østre Skole i Thisted. Bålet ville ikke rigtig tænde, hvorefter en ung pædagogmedhjælper hentede en flaske rensebenzin og hældte det på bålet.
Magnus blev fløjet til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet i København. Men i første omgang forsøgte personalet selv at behandle brandsåret.
Ifølge Kåre Skjæveland, chefanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, slipper pædagogmedhjælperen med en bøde, fordi forbrændingen trods alt ikke var så alvorlig.
- Lykkeligvis får han ikke varige mén. Ellers havde der været mulighed for en frihedsstraf, siger Kåre Skjæveland.
Liv Duurhus er imidlertid ikke enig i, at Magnus - der fyldte syv i februar - nødvendigvis slipper så heldigt. Psykisk er han i hvert fald stærkt præget af episoden.
- Han går i panik over et levende lys, og hvis han ser røg op af en skorsten, tror han at det er en ildebrand, fortæller hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.