Laudrup forventer fyreseddel

Michael Laudrup forventer, at han bliver fyret i sin spanske klub, Real Mallorca, inden sæsonen er omme.

Michael Laudrup kan ikke blive træner i Spanien igen i denne sæson. Foto: Scanpix
Fodbold 24. september 2011 20:41

Michael Laudrups kontrakt med spanske Real Mallorca løber frem til udgangen af denne sæson, men den danske cheftræner siger på et pressemøde, at han bliver fyret af sin spanske arbejdsgiver, inden sæsonen slutter. - I bund og grund kan man jo sige, at det siden den 2. september ikke er et spørgsmål om, men hvornår, siger Michael Laudrup ifølge sporten.dk. Laudrup henviser til den dato, hvor han på et andet pressemøde kritiserede Mallorcas sportsdirektør, Lorenzo Serra Ferrer, efter det netop overståede transfervindue, som efter Laudrups mening blev dårligt håndteret af Mallorca-bossen. Det blev Serra Ferrer, der også er vicepræsident og hovedaktionær i klubben, ifølge sporten.dk vred over, og siden har han arbejdet på at sparke Laudrup ud af Mallorca. - Alle her ved jo godt, at det her ikke har noget med resultaterne at gøre. Der var allerede rygter om, at de havde ringet til den nye træner kort efter den 2. september. - Dengang havde vi kun spillet én kamp, som vi vandt. Så det er lidt underligt, at man kigger sig om efter en ny træner, når man har vundet den første kamp. Så vi ved godt alle sammen, hvad det handler om her, siger Michael Laudrup. Mallorca møder søndag Real Sociedad på hjemmebane, og en sejr her kan forlænge Laudrups tid på trænerposten, men danskeren erkender, at der er tale om lånt tid. - Situationen bliver ikke anderledes. Det gør den ikke. Selvfølgelig kan det ændre sig en smule, hvis vi vinder tre kampe i træk, men det vil hele tiden være der, siger Michael Laudrup. Mallorca har siden sejren i sæsonpremieren spillet tre kampe og tabt dem alle. Holdet ligger på 15.-pladsen i Primera Division inden weekendens kampe. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...