Laudrup og Swansea fik sat prop i nederlagsstime

Efter en stime med tre nederlag i streg satte Swansea lørdag igen point på kontoen med 2-2 ude mod Norwich

Chico Flores (th) og Swansea hentede det ene point i Norwich.Foto: Scanpix

Chico Flores (th) og Swansea hentede det ene point i Norwich.Foto: Scanpix

NORWICH:Michael Laudrups Swansea fik med 2-2 ude mod Norwich lørdag rettet skuden op efter en periode med tre nederlag i træk.

Waliserne havde inden kampen blot vundet en enkelt kamp siden Liga Cup-triumfen sidst i februar.

Hjemmeholdet havde kniven på struben inden lørdagens opgør på Carrow Road. Norwich havde ligeledes ramt et formdyk med blot et point i de sidste fem kampe og kunne så småt se nedrykningsstregen nærme sig.

Swansea lagde klart bedst fra land, og den spanske angriber Michu havde bolden i mål efter blot 10 minutters spil. Desværre for Swansea havde angrebskollega Luke Moore begået et særdeles tvivlsomt frispark kort forinden.

Hjemmeholdet virkede overtændte og begik flere grove frispark. Det var tydeligt, at Swanseas evner til at lade bolden trille fra inderside til inderside frustrerede værterne.

Walisernes belønning kom efter 34 minutters dominans. Jonathan De Guzman lagde bolden skråt bagud til topscorer Michu, der hamrede bolden ind bag den indskiftede målmand Lee Camp, der havde erstattet en lyskeskadet Mark Bunn.

Men der skulle kun gå fem minutter, før hjemmeholdet bragte svarede igen. Skotske Robert Snodgrass kunne heade bolden ind i et tomt Swansea-mål efter skidt forsvars- og målmandsspil af Laudrups tropper.

Swansea startede igen bedst i anden halvleg. Men hverken Luke Moore eller Michu kunne omsætte et par ellers store chancer.

Og så kunne Norwichs Michael Turner i stedet bringe hjemmeholdet på 2-1 efter et præcist frisparksindlæg fra Elliott Bennett.

Det lignede, at Swansea bevægede sig støt og roligt mod det fjerde nederlag i træk. Men et kvarter før tid headede Angel Rangel bolden på tværs til en udækket Luke Moore, der enkelt kunne udligne til 2-2.

Det blev også kampens resultat, og Swansea kunne for første gang i fire kampe forlade banen med point på kontoen.

I lørdagens andre kampe blev Tomas Rosicky dobbelt målscorer, da Arsenal vandt med 2-1 ude over West Bromwich Albion. Og Aston Villa tog tre vigtige point i bundstriden med en 3-1-sejr ude mod Stoke.

I lørdagens tidlige kamp cementerede Reading sin position som Premier Leagues absolutte bundprop ved hjemme at tabe 0-2 til Southampton./ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.