Laudrup vil skåne småskadede spillere

Michael Laudrup tager ingen chancer med de spillere, der ikke er helt klar. Manageren vil ikke risikere noget.

30. september 2013 12:01 - Opdateret 30. september 2013 12:02

Laudrup vil skåne småskadede spillere

Premier League-holdet Swansea er ramt af skader for tiden, og det passer temmelig dårligt i en uge, der både byder på ligakamp og en Europa League-match.

Manager Michael Laudrup har dog ikke tænkt sig at tage unødvendige chancer af den grund.

Han siger, at både Ashley Williams og Angel Rangel vil få den nødvendige ro til at pleje de ankelskader, der holdt dem ude af weekendens kamp mod Arsenal.

- Jeg vil hverken risikere at bruge Angel eller Ashley. Ingen af deres skader er alvorlige, men hvis man presser dem for meget, kan man bøvle med det i uger eller måneder, hvor de ikke spiller på 100 procent, siger han til South Wales Evening Post.

Ud over de to nævnte spillere må Swansea lige nu undvære Pablo Hernandez, Garry Monk og Roland Lamah.

Torsdag møder Swansea St. Gallen på hjemmebane i Europa League, og søndag gælder det Southampton i Premier League.

Til gengæld følger så en 10 dage lang landskamppause, hvor det formentlig kan lade sig gøre at få flere af de skadede spillere kampklar igen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...