Laudrups Swansea ender på niendepladsen

Michael Laudrups Swansea ender som nummer ni i Premier League, selv om holdet sluttede med hjemmenederlag

Michael Laudrups Swansea fik en skidt afslutning på sæsonen.Foto: Lars Pauli

Michael Laudrups Swansea fik en skidt afslutning på sæsonen.Foto: Lars Pauli

CARDIFF:Det gjorde formentlig lidt ondt at tabe med 0-3 til Fulham hjemme i sæsonens sidste kamp i Premier League. Men i det store billede smiler Michael Laudrup, hans spillere og klubbens fans nok alligevel.

Swansea-holdet slutter nemlig på niendepladsen i Premier League - det bedste klubben nogensinde har præsteret.

Krydret med sejren i Liga Cup-finalen på Wembley i februar og deltagelse i Europa League til efteråret betyder det, at Swanseas danske manager har haft en enorm succes i den - efter Premier League-forhold - lille klub i Wales.

Swansea rundede sæsonen af med søndagens hjemmekamp mod Fulham. Klubben fra London havde intet at spille for, men har i blandt andre Dimitar Berbatov en angriber, som kan gøre det svært for de fleste.

Michu havde en lille chance for Swansea tidligt i kampen, men det var Fulham, som kom på 1-0 efter 23 minutter.

Svenskeren Alex Kacaniklic scorede. Senere i første halvleg havde svenskeren også et skud på stolpen, men efter pausen overtog Swansea spillet og chancerne.

Pablo Hernandez havde en kæmpe mulighed alene med Fulhams keeper Mark Schwarzer, men australieren reddede. Efter en række Swansea-chancer i anden halvleg, gik det galt i den modsatte ende.

Dimitar Berbatov rundede Swansea-målmand Michel Vorm knapt 10 minutter før tid, og øgede gæsternes føring til 2-0. Ikke helt fair vurderet på spil og chancer især i anden halvleg.

Til gengæld kneb det i Swanseas bageste rækker, og det blev slet ikke bedre efter Fulhams scoring til 2-0. Derfor kunne Urby Emmanuelson øge til 3-0 til Fulham i overtiden.

En skidt afslutning på sæsonen for Michael Laudrup og co., men næppe en afslutning, som sletter det fine billede, waliserne har af Michael Laudrups første sæson i Swansea./ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.