Laura betaler prisen

Laura (Freja Rieman) er syg, og hun tager ikke sine piller. Så går det for alvor galt. Foto: Mike Kolöffel
Film 13. november 2011 22:46

TV-DRAMA "Borgen afsnit 18 - Hvad indad tabes skal udad vindes, del 2" Det lykkedes Birgitte Nyborg (Sidste Babett Knudsen) at hale den store fangst i land, da hun fik skabt fred i Sudan. Øhh: Kharoun, som det hedder i Borgen. Men prisen var høj. Ekstremt høj. For det blev datteren Laura (Freja Rieman), der måtte betale den. Men Lauras pris var kun udbetalingen. Der venter flere store regninger. Det fortalte Lauras læge nemlig forældrene: "Laura er alvorlig syg. Det vil føre til markante ændringer i jeres liv". Dette udsagn er måske mere profetisk, end man umiddelbart tror. For nu lakker Borgen mod enden. Der er to afsnit tilbage. Hvem ved: Måske er Birgitte ikke længere statsminister, når vi siger farvel til hende om to uger. Og så vi ikke lige Birgitte sidde og holde sin eksmand i hånden i allersidste scene? Ja, jeg synes personligt, at Philip (Mikael Birkkjær) og Birgitte er et smukt par, så i min romantiske verden må han godt flytte ind hos Birgitte igen. De to har da også et virkeligt stor projekt foran sig. Og sammen: De skal have bragt Laura tilbage på ret køl. Hendes ve og vel er væsentligt vigtigere end at sidde på landets mest fornemme taburet. Ellers synes jeg, at dette dobbeltafsnit er lidt svagere end alle de andre, vi hidtil har set. Jeg følte ikke rigtigt, at historien fængede. Den var for udspekuleret. Selvfølgelig er det flot, at det bliver mine to yndlingsjournalister (altså bortset fra mine rigtige kolleger) Hanne (Benedikte Hansen) og Katrine (Birgitte Hjort Sørensen), der leverer det afgørende skyts til at få fredsforhandlingerne til at lykkes. Og at de betaler en høj pris derfor: De må ikke bringe historien, selv om det er deres livs bedste stykke journalistik. Men jeg hopper ikke på den. De får nogle hemmelige oplysninger af en lusket forretningsmand i en handel, hvor deres pris er, at de ikke afslører ham og hans beskidte tricks. Men journalistisk set, så er historien om erhvervsmanden, der har store aktier i folkedrab i Afrika, altså betydeligt bedre, end at to nabolande snyder hinanden. Så jeg forstår slet ikke den handel. Afsløringen af erhvervsmanden - en af landets største - er et scoop. Det er en historie med et menneske. Det, de får i stedet, er blot tal. Men altså også de tal, der kunne slutte fred i Afrika. Og give Birgitte den sejr, der er så uendelig vigtig her og nu i det politiske liv, hvor det mildt sagt ikke går ret godt i meningsmålingerne. Og det kan også give hende et alibi for at sige, at hun har gjort sin pligt. At hun kan forlade politik. For der skal vel ske et eller andet markant, for at denne serie kan afslutte. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "Borgen afsnit 18 - Hvad indad tabes, skal udad vindes, del 2" Manuskript: Tobias Lindholm, Jeppe Gjervig Gram og Adam Price. Instruktør: Mikkel Nørgaard. DR-tv søndag aften Genudsendelser: Tirsdag 23:30 og lørdag (natten til søndag) 01:30

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...